Manchester City kollapser og smider 3-0-føring mod Priske
Manchester City-spillerne hang med hovederne, da Feyenoord vendte 0-3 til 3-3 i slutminutterne i tirsdagens kamp i Champions League. Foto: Molly Darlington/Reuters
Manchester City smed en føring på 3-0 og spillede 3-3 hjemme mod Brian Priskes Feyenoord i Champions League.
Manchester City leverede tirsdag aften et kollaps af dimensioner.
Det kriseramte engelske mesterhold så ellers ud til at gøre en ende på en kedelig stime med fem nederlag i træk på tværs af alle turneringer, da holdet var foran 3-0 hjemme mod Feyenoord i Champions League.
Men Brian Priskes hollandske tropper leverede i det sidste kvarters tid et enestående comeback og scorede tre gange til slutresultatet 3-3.
Dermed er Pep Guardiolas ellers så sejrsvante mandskab nu uden sejr i seks kampe i træk.
City havde ellers længe godt styr på kampen, og hjemmeholdet scorede de tre første mål i opgøret.
Få minutter før udløbet af første halvleg åbnede City-angriberen Erling Haaland målfesten med 1-0-scoringen på et straffespark.
Fem minutter efter pausen fordoblede midtbanespilleren Ilkay Gündogan føringen, da tyskerens afslutning blev afrettet i mål.
Haaland øgede tre minutter senere til 3-0, da nordmanden kom glidende ind i et indlæg fra Matheus Nunes.
Den føring skulle man ikke tro, at City kunne sætte over styr. Men det kunne englænderne såmænd godt.
Feyenoord satte gang i sit comeback med en reducering efter 75 minutter ved angriberen Anis Hadj Moussa, der udnyttede en stor fejl City-backen Josko Gvardiol.
Der var flere gaver i Citys forsvar, og det udnyttede hollænderne med stor effektivitet i slutminutterne.
Efter 82 minutter reducerede Feyenoord-angriberen Santiago Gimenez til 2-3, inden forsvarsspilleren Dávid Hancko sendte udeholdet i ekstase med udligningen til 3-3 i det 89. minut.
Ved det sidste mål kom City-keeperen Ederson fejlslagent ud af sit mål, og det blev straffet med det samme.
City pressede på for endnu en scoring, men den udeblev, og fiaskoen var en realitet.
I den næste opgave for City og Guardiola venter Liverpool på Anfield i Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie