Milan-spiller erstatter coronaramt kroat i Parken
Ante Rebic spiller til daglig for AC Milan i Italien. Foto: Robert Perry/Ritzau Scanpix
Robert Perry/Ritzau Scanpix
Kroatien må undvære Ivan Perisic til ottendedelsfinalen mod Spanien i København. Ante Rebic er med i stedet.
Kroatien mangler en stor profil i skikkelse af Inter-spilleren Ivan Perisic til mandagens ottendedelsfinale mod Spanien i Parken i København.
32-årige Perisic afleverede en positiv coronaprøve i lørdags.
I hans fravær har landstræner Zlatko Dalic valgt AC Milans Ante Rebic til opgøret, der fløjtes i gang klokken 18 i den danske hovedstad.
Mens Perisic er ude med coronavirus, er den tidligere Liverpool-stopper Dejan Lovren i karantæne. Han bliver afløst af Duje Caleta-Car.
Kroatien nåede finalen ved VM i 2018, men siden dengang har profilerne Danijel Subasic, Ivan Strinic, Mario Mandzukic og Ivan Rakitic alle sagt farvel.
Derfor hviler en stor del af ansvaret på skuldrene af Real Madrids Luka Modric, som ved slutrunden for tre år siden blev kåret som bedste spiller.
Det var også Modric, som med et formidabelt ydersidemål mod Skotland var med til at sende kroaterne videre fra EM-gruppen.
Forinden havde Kroatien tabt 0-1 til England og spillet 1-1 mod Tjekkiet.
I sidste kamp lykkedes det endelig kroaterne at få tre point med en 3-1-sejr over Skotland.
Ligesom Kroatien har Spanien ledt efter EM-formen i de første gruppekampe. Det blev 0-0 mod Sverige og 1-1 mod Polen, før et tamt slovakisk hold blev smadret med 5-0 i sidste gruppekamp.
Mens Kroatien har en af de mest profilerede Real Madrid-spillere med ved slutrunden i Modric, har Spaniens landstræner, Luis Enrique, ikke udtaget en eneste fra klubben.
Heller ikke forsvarsklippen Sergio Ramos er med, da han har været for skadet i optakten til slutrunden.
Til gengæld fik det spanske hold kort inden EM tilslutning af Manchester Citys Aymeric Laporte, der fik lov til at spille for Spanien, selv om han er født i Frankrig og flere gange har været udtaget til det franske landshold.
Til kampen mod Kroatien har Enrique valgt at sætte rutinerede Jordi Alba på bænken. José Gayà spiller i stedet.
Spanien stiller med følgende 11 spillere mod Kroatien:
Unai Simón - Cesar Azpilicueta, Eric García, Aymeric Laporte, José Gayà - Sergio Busquets, Koke, Pedri - Ferrán Torres, Álvaro Morata, Pablo Sarabia.
Kroatiens startopstilling til kampen:
Dominik Livakovic - Josip Juranovic, Duje Caleta-Car, Domagoj Vida, Josko Gvardiol - Mateo Kovacic, Marcelo Brozovic - Ante Rebic, Luka Modric, Nikola Vlasic - Bruno Petkovic.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie