Ny triumf for Nicki Sørensen

Team Saxo Bank fik sin anden sejr ved Post Danmark Rundt, da Nicki Sørensen rev sig løs fra en frontgruppe. Efter etapesejren er han ny mand i den gule trøje.

For nylig vandt han sin første etape nogensinde i Tour de France, og torsdag føjede cykelrytteren Nicki Sørensen så endnu en sejr til kontoen, da han vandt 2. etape af Post Danmark Rundt.
Den 34-årige Team Saxo Bank-rytter kørte seks kilometer før mål fra en frontgruppe med omkring 30 ryttere og kom alene til målstregen på Strandvejen i Århus.
Med sejren overtager han løbets gule førertrøje fra Saxo Bank-holdkammeraten Matti Breschel.
Nærmeste forfølger var netop Breschel, som kom til mål cirka 20 sekunder efter landsmanden. Breschel, der nu er nummer to samlet, forsøgte kort før Nicki Sørensens angreb at køre alene fra frontgruppen.
Den 190 kilometer lange 2. etape fra Aars til Århus blev afsluttet med en rundstrækning rundt om Marselisborg Slot, og det var et træt felt, der kom til mål efter en hård dag med konstant og kraftig sidevind på ruten.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret