OL-sølvduo bøvler sig vej til semifinalen i badminton
Kamilla Rytter Juhl (til venstre) og Christinna Pedersen vandt fredag i tre sæt over et sydkoreansk par. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til semifinalen i sæsonfinalen.
Det blev en lidt besværlig vej til semifinalen i sæsonfinalen i badminton, Dubai World Superseries Finals. Men det lykkedes for damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen at nå frem til de afgørende kampe i turneringen.
Fredag vandt de danske OL-sølvvindere 21-19, 9-21, 21-16 over sydkoreanerne Kyung Eun Jung og Seung Chan Shin på en time og ni minutter.
I første sæt var danskerne foran med tre-fire point flere gange, men sydkoreanerne fik udlignet til 19-19.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen hankede op i sig selv og snuppede to afgørende point i træk og dermed første sæt.
Derimod var der ikke meget spænding i andet sæt, som sydkoreanerne i overlegen stil vandt med 12 overskydende point.
Tredje sæt var jævnbyrdigt frem til stillingen 15-15. Derfra fik danskerne overtaget og vandt kampen i tre sæt.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er videre som nummer to i den indledende gruppe efter to sejre og et nederlag. Der trækkes lod til lørdagens semifinaler senere fredag.
Tidligere fredag tabte Jan Ø. Jørgensen med 16-21, 20-22 til kineseren Tian Houwei efter lidt over en halv times spil.
Jan Ø. Jørgensen havde vundet sine to første kampe i turneringen og kunne tillade sig at tabe den tredje og sidste gruppekamp.
Han er trods nederlaget sikker på semifinalepladsen som nummer to i gruppen.
Herredoublen med Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen var til gengæld fejlfri på vejen til semifinalen.
Fredag vandt duoen den tredje sejr i lige så mange kampe, da Angga Pratama og Ricky Karanda Suwardi blev besejret i tre sæt med cifrene 21-15, 18-21 og 21-18.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen er også klar til semifinalen, selv om parret måtte finde sig i et nederlag i sidste puljekamp.
Danskerne tabte med 17-21, 16-21 til Praveen Jordan og Debby Susanto fra Indonesien, der med sejren slutter øverst i puljen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie