OL-sølvvinder vinder Giroens første bjergetape
Colombianeren Rigoberto Uran kom først over målstregen, da cykelløbet Giro d'Italia tirsdag bød på den første bjergetape i årets løb.
Sky-rytteren sejrede på 10. etape over 167 kilometer fra Cordenons til Montasio. Den indeholdt to kategori 1-stigninger, den sidste en 21,9 kilometer lang stigning op til målstregen.
Etapevinderens kaptajn, Bradley Wiggins, gik til gengæld ned og mistede tid i den samlede stilling.
Et tidligt udbrud med blandt andre Saxo-Tinkoffs Daniele Bennati oparbejdede et stort forspring på mange minutter, men som ventet kom italieneren ikke til at spille en rolle, da afslutningen nærmede sig.
Sky-mandskabet satte under britiske Bradley Wiggins' instrukser et højt tempo på den afsluttende stigning, hvor de sidste udbrydere blev indhentet knapt 10 kilometer fra mål.
Tempoet sled på blandt andre manden i førertrøjen, italienske Vincenzo Nibali, hvis Astana-holdkammerater faldt fra en efter en.
Rigoberto Uran kørte væk fra frontgruppen små otte kilometer fra mål, og OL-sølvvinderen fik oparbejdet et stort forspring, som han holdt frem til målstregen.
Lidt over tre kilometer fra mål, da stigningen blev modbydeligt stejl, måtte Bradley Wiggins slippe de forreste blandt forfølgerne.
Han er nu cirka to minutter efter førertrøjen i den samlede stilling.
I den samlede stilling fører Vincenzo Nibali fortsat foran australieren Cadel Evans fra BMC-holdet.
Onsdag skal rytterne igen ud på en bjergetape, som dog ikke er helt så hård som dagens etape.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie