Olsens udtagelse kom helt bag på AaB'er

AaB's forsvarsspiller Lasse Nielsen er meget overrasket over, at han fredag blev indkaldt til det danske landshold.

Faktisk havde nordjyden ikke regnet, at han var i nærheden af nationalmandskabet, der på tirsdag møder Finland i Esbjerg i årets sidste landskamp.

- Det var superdejligt og en stor overraskelse. Jeg havde ikke set det komme, siger Lasse Nielsen.

- Landsholdet var forlængst udtaget, og jeg havde ikke haft det i tankerne. Jeg havde heller ingen fornemmelse af, hvor jeg lå i forhold til nogle af de andre forsvarsspillere, der eventuelt kunne være kommet med.

- Jeg troede egentlig ikke, at det var min tur, fortæller han.

AaB'eren blev ringet op fredag morgen og bedt om at holde sig klar. Først efter 2-0-sejren over Sverige om aftenen fik han at vide, at han skulle slutte sig til truppen i Helsingør.

Forventninger om spilletid mod Finland har han ingen af.

- Jeg tager en dag af gangen og yder mit bedste til træning. Jeg forventer ikke, at jeg skal starte inde. Men jeg håber på spilletid. Det vil være stort.

Spørgsmål: Tænder det et lille håb om, at du kan komme med til næste års EM?

- Det bruger jeg ikke tid på at spekulere over. Det er i klubben, at jeg skal præstere, hvis jeg skal med til EM. Det vil være en drøm, men chancerne er nok ikke helt vildt store, siger Lasse Nielsen.

/ritzau/

Lasse Nielsen havde frem til fredag ingen anelse om, at han befandt sig i periferien omkring landsholdet.

Offentliggjort Sidst opdateret