Chelsea-angriber Didier Drogba blev matchvinder med sin scoring i første halvlegs overtid.
Opgøret i London var det første af to i semifinaleduellen, og hvis stilen fra onsdagens kamp fortsætter i returkampen på Camp Nou i Barcelona, så skal Chelsea håbe på mirakler, hvis en samlet sejr skal sikres.
FC Barcelona dominerede nemlig kampen - især første halvleg - og det var totalt ufortjent, at Chelsea gik til pause foran 1-0 takket være Drogbas overtidsmål.
Spanierne skabte konstant chancer. Alexis Sánchez lobbede bolden på overliggeren, mens Cesc Fabregas blandt andet måtte se et af sine forsøg reddet på målstregen af Ashley Cole.
Fabregas var desuden en af mange Barcelona-spillere, der havde gode muligheder for at score ved andre lejligheder, men skarpheden manglede hos de forsvarende mestre. Alt dette i første halvleg.
Efter pausen var det fortsat FC Barcelona, der havde bolden klart mest. Men igen svigtede Josep Guardiolas tropper fælt foran mål.
Indskiftede Pedro ramte stolpen i overtiden. Chelsea-keeper Petr Cech havde dog også en ganske fin dag i målet for englænderne.
Et lille mirakel var det faktisk, at netop Drogba scorede 1-0-målet. I løbet af de første 45 minutter var han mange gange nede at bide i græsset efter hårde dueller med spanierne, men smerterne forsvandt, da Ramires efter en hurtig kontra spillede Drogba fri i feltet.
Angrebsveteranen svigtede ikke, og Drogba sendte bolden forbi Barcelona-keeper Victor Valdés, som generelt ikke havde meget at lave.
Drogba spillede i det hele taget en stærk kamp. Han fightede forbilledligt og forsøgte at udfordre Barcelonas bageste kæde så meget, som han kunne.
Sejren over FC Barcelona er en stor triumf for Chelsea midlertidige manager, Roberto Di Matteo, som tidligere på året afløste den fyrede André Villas Boas.
Italieneren har virkelig leveret resultaterne. Foruden Champions League-succes spillede Chelsea sig i weekenden også i FA Cup-finalen, så måske London-klubbens ledelse ikke skal lede efter en permanent afløser andre steder end hos dem selv.
Tirsdagens semifinale sluttede med en 2-1-hjemmesejr til Bayern München over Real Madrid. Returkampene spilles i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie