Pointmaskinen Curry runder stor milepæl i NBA

Stephen Curry nåede milepælen på 25.000 point med en trepointscoring. Foto: David Gonzales/Ritzau Scanpix

I nattens sejr over Detroit Pistons nåede Golden State Warriors-stjernen Stephen Curry op på 25.000 point.

Offentliggjort Sidst opdateret

Basketballstjernen Stephen Curry rundede en af de store milepæle i NBA natten til søndag dansk tid.

Den 36-årige amerikaner bidrog med 32 point i Golden State Warriors' sejr på 115-110 over Detroit Pistons og nåede med præstationen over 25.000 point i ligaens grundspil.

Kun 25 spillere i NBA's historie kan prale af det samme.

Curry kunne sætte flueben ved den sjældne bedrift i tredje quarter, hvor han på karakteristisk vis ramte på et forsøg bag trepointlinjen.

Allerede for over tre år siden blev han den spiller i basketligaens historie med flest trepointscoringer, da han passerede legenden Ray Allen.

Legendestatus har Curry også for længst sikret sig. Han har vundet fire mesterskaber og er to gange blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller, MVP.

I øjeblikket kæmper Golden State Warriors for at sikre sig direkte adgang til slutspillet uden at skulle gennem play-in-kampene, der følger efter afslutningen på grundspillet.

Det kræver en plads blandt de seks bedste hold i Western Conference, den vestlige halvdel af NBA.

Efter nattens sejr er Warriors akkurat en del af top-6, men Minnesota Timberwolves og Los Angeles Clippers er lige i hælene.

Bedre ser det ud for Los Angeles Lakers, som før nattens møde med Boston Celtics havde vundet otte kampe i træk.

I det traditionsrige rivalopgør mod holdet fra østkysten blev den stime brudt. Anført af Jayson Tatum vandt Celtics 111-101 over Lakers, som nu er på tredjepladsen i Western Conference.

Mere bekymrende er det nok, at LeBron James måtte udgå med en skade i fjerde quarter. Den 40-årige veteran blev tidligere på ugen den første spiller i NBA's historie, der nåede 50.000 point, når man lægger pointhøsten i grundspillet og slutspillet sammen.

/ritzau/