Pokallodtrækning åbner for første El Clasico-finale siden 2014

Real Madrid og FC Barcelona mødtes senest i januar i finalen i den spanske Super Cup. Her vandt Barcelona med 5-2 over ærkerivalen. (Arkivfoto). Foto: Pedro Nunes/Reuters

Real Madrid møder Real Sociedad, mens FC Barcelona støder ind i Atlético Madrid i Copa del Reys semifinaler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ærkerivalerne FC Barcelona og Real Madrid har ikke mødt hinanden i finalen i den spanske pokalturnering i mere end et årti.

Men efter onsdagens lodtrækning til semifinalerne, der afvikles over to kampe, er der fortsat mulighed for, at det sker i denne sæson.

Således er Barcelona blevet parret med Atlético Madrid, mens Real Madrid skal møde Real Sociedad.

Giganterne Barcelona og Real har mødt hinanden i finalen i Copa del Rey 18 gange i historien.

Hovedstadsklubben fører det samlede regnskab, da Real har vundet de indbyrdes finalekampe 11 gange.

De mødtes senest i finalen i 2014, hvor Real vandt 2-1 på Mestalla i Valencia.

Barcelona er imidlertid det mest succesfulde hold i pokalturneringen med 31 titler i alt.

De første kampe i semifinalen vil blive spillet 26. februar. Atletico og Real vil være værter i returkampene 2. april i den spanske hovedstad.

Real og Barcelona har mødt hinanden to gange i indeværende sæson, og begge gange uddelte Barcelona øretæver i El Clasico.

På Bernabeu i oktober vandt catalonierne 4-0 i den spanske liga, mens det blev til en 5-2-sejr i januar i den spanske Super Cup.

Real fører La Liga med 50 point for 23 kampe. Det er ét point mere end Atlético og to point mere end Barcelona på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

/ritzau/