Randers HK taber topbrag og førsteplads

Randers HK tabte onsdag aften førstepladsen i Dame Håndbold Ligaen efter nederlag på 21-26 i topbraget mod Team Esbjerg. Viborg HK er nyt tophold i ligaen.

Viborg vandt således 33-19 over Slagelse, og dermed fører holdet Dame Håndbold Ligaen med 15 point på en bedre målscore end Team Esbjerg og Team Tvis Holstebro, som begge har samme pointtal.

Randers HK er nede på fjerdepladsen efter onsdagens spillerunde.

Den rokade i toppen af kvindernes håndboldliga blev mulig på en aften, da Randers HK ikke kunne få spillet til at fungere i egen hal.

Efter en tæt første halvleg lykkedes det lige akkurat fløjspilleren Mie Augustesen at sikre Randers en pauseføring på 15-14, da hun knaldede bolden i nettet nøjagtig, som tiden løb ud.

Dermed var opgøret fuldstændig åbent, men det var svært at se på Randers-spillernes indsats.

Hjemmeholdet scorede et eneste mål i det første kvarter af anden halvleg.

I den periode fik Team Esbjerg overtaget og vendt stillingen til 19-16, inden Randers-træner, Jan Leslie, efter en time-out fik vækket spillerne en smule.

Team Esbjerg fortsatte i samme gear, mens hjemmeholdet blev ved at lave fejl overalt på banen.

Randers HK manglende tålmodighed i angrebsspillet, hvor de kiksede chance på chance uden at spille sig frem til oplagte scoringsmuligheder.

I de to øvrige kampe i Dame Håndbold Ligaen onsdag aften vandt Team Tvis Holstebro 28-25 over Silkeborg Voel, mens FC Midtjylland vandt 26-24 over Aalborg DH.

/ritzau/

Viborg HK overtager førstepladsen i Dame Håndbold Ligaen efter Randers HK tabte 26-21 til Team Esbjerg.

Offentliggjort Sidst opdateret