Rasmus Henning har brækket hånden

Rasmus Henning får svært ved at få opfyldt sin drøm om at vinde Ironman-konkurrencen på Hawaii i næste måned. Tirsdag gled den danske triatlet under en træningstur og brækkede en knogle i hånden.

- Det er pokkers ærgerligt. Først onsdag, når jeg har konsulteret Team Danmarks cheflæge (Morten Storgaard, red.) ved jeg, hvor slemt det står til, siger Rasmus Henning til sporten.dk.

Den 33-årige dansker, som i august vandt EM, føler sig langt fra sikker på, at han nu bliver klar til at stille op til Ironman-konkurrencen på øen i Stillehavet.

- Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Men mulighederne for, at jeg nu er i stand til at stille op, er vel kun fifty-fifty, siger Rasmus Henning.

/ritzau/

Triatleten Rasmus Henning er tvivlsom til Ironman-konkurrencen på Hawaii i oktober, efter at han tirsdag faldt og brækkede en knogle i hånden.

Offentliggjort Sidst opdateret