Real Madrid og Girona fortsætter parløb i toppen af La Liga
Antonio Rüdiger sikrede med sit første sæsonmål Real Madrid tre point til den spanske topkamp. Foto: Juan Medina/Reuters
Antonio Rüdiger headede sent Real Madrid mod en 1-0-sejr over Mallorca, der ramte træværket to gange.
Real Madrid var i perioder på hælene, men fik hevet en 1-0-sejr over midterholdet i hus onsdag aften.
Den tyske stopper Antonio Rüdiger blev matchvinder efter 78 minutter efter en kamp, hvor hjemmeholdet i begge ender havde virket sløv og uskarp.
Senere onsdag slog Girona på hjemmebane Atlético Madrid 4-3 efter en forrygende kamp, hvor Álvaro Morata lavede hattrick for gæsterne, og Ivan Martin i overtiden blev matchvinder for værterne.
Det var Gironas første sejr over Atlético Madrid nogensinde i syvende forsøg, og sensationsholdet har som Real Madrid 48 point i toppen af tabellen efter sæsonens halvvejsmærke.
Atlético Madrid og Barcelona har begge 38 point på følgende pladser.
Real Madrid startede sin kamp mod Mallorca bedst, og både Jude Bellingham og Vinicius Junior bød ind med nærgående forsøg i indledningen, hvor værterne virkede til at være i kontrol.
Mallorca arbejdede sig bedre ind i kampen, og fem minutter før pausen kom gæsterne meget tæt på et føringsmål.
Kantspilleren Antonio Sanchez måtte dog se sit hovedstød efter et godt indlæg tage underkanten af overliggeren og dumpe ned på den for Mallorcas vedkommende forkerte side af målstregen.
Udeholdet duftede en overraskelse, og i starten af anden halvleg forsøgte midtbanespilleren Samu Costa sig med et langskud, som stolpen denne gang stod i vejen for.
Real Madrid-træner Carlo Ancelotti reagerede fra bænken, og efter 68 minutter burde det være blevet 1-0, efter at et par offensive indhoppere markerede sig.
Angrebsreserven Joselu agerede spilstation i et glimrende udført angreb, som Rodrygo afsluttede. Mallorca-keeperen klarede, og ligeledes indskiftede Brahim Díaz kastede sig frem med hovedet, men missede fra meget kort afstand en kæmpe chance.
Da offensiven svigtede slog Rüdiger i stedet til, da han flot steg til vejrs og pandede Luka Modrics hjørnespark op i krydset, hvorefter der faldt lidt mere ro på opgøret, og værterne fik kæmpet sejren i hus.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie