Russiske sportsstjerner i opråb: Ikke mere krig
Tennisspilleren Andrey Rublev, der ligger nummer syv i verden, opfordrer til fred. (Arkivfoto) Foto: Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix
Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix
Andrey Rublev og Alex Ovechkin opfordrer til fred, mens Rusland har påbegyndt en invasion af Ukraine.
Flere af Ruslands største sportsstjerner er gået ind i kampen for fred.
Både tennisspilleren Andrey Rublev og ishockeyspilleren Alex Ovechkin kommer med en opfordring om at stoppe krigshandlinger, mens den russiske invasion af Ukraine er i fuld gang.
Ovechkin, der spiller for Washington Capitals og er blandt de største stjerner i NHL, forholdt sig til situationen efter en træning fredag.
- Jeg beder jer, ikke mere krig, sagde han ifølge AFP.
- Det er lige meget, hvem der er en del af krigen - Rusland, Ukraine eller andre lande. Jeg synes, vi skal leve i fred og have en god verden, sagde han.
Mens Ovechkin er et stort sportsnavn i USA, er hans forældre, hustru og børn i Rusland. Han har tidligere ytret sig positivt om Ruslands præsident, Vladimir Putin, som tog beslutningen om at invadere Ukraine.
- Det er en svær situation, lød det fredag fra Ovechkin.
- Jeg har familie i Rusland, og det er uhyggelige tider. Men vi kan ikke gøre noget. Vi håber bare, at det slutter snart, og at alt bliver okay.
Holdningen deles tilsyneladende af Rublev, som efter sin sejr over Hubert Hurkacz i Dubai fredag benyttede lejligheden til at sende sit budskab.
Verdensranglistens nummer syv signerede kameralinsen med teksten: "Ingen krig, tak".
Allerede torsdag fortalte han journalister, at han tror på fred og sammenhold, og samme melding er den kommende verdensetter hos herrerne, Daniil Medvedev, kommet med.
- At vågne op her i Mexico og se nyhederne hjemmefra var ikke nemt. Som tennisspiller vil jeg gerne promovere fred over hele verden, sagde Medvedev nyhedsbureauet AP.
Medvedev ligger aktuelt på andenpladsen, men er sikker på at overtage Novak Djokovic' førsteplads, når ranglisten opdateres mandag.
Ud over de russiske opfordringer til fred er flere ukrainske sportsudøvere kommet med samme budskab.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie