Smånervøs Axelsen er klar til kvartfinale i All England
Viktor Axelsen fandt for alvor momentum midt i andet sæt torsdag, hvor han havde kørt sin kinesiske modstander træt. Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen fik hård modstand af Kinas Weng Hong Yang i anden runde, men klarede sig videre.
Topseedede Viktor Axelsen er klar til kvartfinalerne ved badmintonturneringen All England.
Den olympiske mester mødte hård modstand i kineseren Weng Hong Yang, som sidste år vandt Denmark Open. Efter en hård kamp frem til midt i andet sæt vandt Axelsen 21-19, 21-14.
Axelsen har vundet All England i både 2020 og 2022.
I kvartfinalen venter en gammel kending i skikkelse af den femteseedede indoneser Anthony Ginting. Axelsen fører det indbyrdes regnskab 13-4, og danskeren har vundet de seneste 11 kampe mod indoneseren.
Axelsen fik en kanonstart på kampen og var hurtigt på 5-0, før kineseren fik sit første point.
Herefter fik Weng Hong Yang mere held med den taktik, han tydeligvis var gået på banen med. Boldene skulle holdes nedad, det skulle være hurtigt og stresset, og boldene skulle trykkes ind på kroppen af den store dansker.
Han fik spist sig ind på Axelsen, før danskeren fandt modtræk.
Det så sikkert ud, da den olympiske mester spillede sig på 18-12, men herfra begyndte han at lave nogle uprovokerede fejl.
Føringen skrumpede til et enkelt point ved 19-18, men Axelsen sømmede en kinesisk svipserv i gulvet og gav sig selv to sætbolde. På den anden kom sættet hjem efter en nervøs afslutning.
Det var en kamp, hvor Axelsens spil ikke sad der 100 procent. Det gjaldt også efter sidebyttet.
Selv om Weng Hong Yang ikke på samme måde lykkedes med at stresse spillet, så gjorde han det stadig svært for den topseedede dansker.
Det var ikke Den Kinesiske Mur, men Weng Hong Yangs defensiv var stærk, og Axelsen kom ikke let til sine point.
Midtvejs lagde danskeren et niveau mere på sit spil. Da kineseren samtidig begyndte at blive træt efter at være blevet flyttet meget rundt i opgøret, trak Axelsen fra.
Fra 10-10 rykkede danskeren fra og kom på 19-12. Modsat i første sæt gik der ikke gummiarm i den for Axelsen, som sikkert tog sejren.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie