Sofie og Orion på medaljerov i Finland

To af Maribo Kajakklubs åbenlyse talenter, Sofie Jørgensen og Orion Pilo, blev nogle af de helt store medaljeslugere ved de nordiske kajakmesterskaber for ungdom i den finske by Tampere.
 
Sofie Jørgensen og Orion Pilo blev begge seksdobbelte medaljevindere i U/16. Sofie Jørgensen vandt tre guld- og tre sølvmedaljer, mens Orion Pilo roede tre guld-, to sølv- og én bronzemedalje i hus. Men også en tredje Maribo-roer, Ida Christoffersen, var på medaljefangst i det finske, idet hun snuppede to sølvmedaljer, ligeledes i U/16. Dermed levede Maribo-roerne op til Finn Larsens forventninger:
 
- Vore roere kan vinde seks-syv guldmedaljer, vurderede Maribo Kajakklubs sportschef i Folketidende lørdag.
 
Derimod måtte Maribos fjerde deltager Katrine Ibsen rejse hjem uden medalje, men en oplevelse rigere efter en femte-, syvende- og niendeplads.
 
Sofie Jørgensens tre guldmedaljer blev vundet i 500 meter toerkajak sammen med Lisa Rørhauge fra Hvidovre, 2500 meter med Maja Rosenkrands fra Sorø samt i stafetløbet over 200 meter.




Maribo-roeren Ida Christoffersen roede ligeledes flere medaljer i hus ved de nordiske ungdomsmesterskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret