Søren Kragh Andersen melder afbud til VM i cykling
Søren Kragh Andersen skal være Sunwebs kaptajn i BinckBank Tour, og det har fået ham til at melde afbud til VM. Foto: Stuart Franklin/Reuters
Stuart Franklin/Reuters
Tour de France-rytteren kommer ikke med på det danske landshold til VM i Italien senere på måneden.
Den danske cykellandstræner Anders Lund har fået et markant afbud til det landshold, der senere på måneden skal forsøge at genvinde VM på landevej i Italien.
Tour de France-rytteren Søren Kragh Andersen har takket nej til at være med.
Afbuddet, der gælder både til enkeltstarten og til landevejsholdet, skyldes et stramt efterårsprogram og især en rolle som kaptajn for Team Sunweb i BinckBank Tour, der begynder få dage efter VM.
- Det går jeg benhårdt efter. Derfor har jeg måttet melde pænt afbud til Anders Lund. Han ringede for et par dage siden og spurgte, om jeg havde lyst.
- Jeg var glad for, at han ringede, men jeg måtte desværre takke nej, siger Søren Kragh Andersen på Tour de Frances første hviledag.
BinckBank Tour er i dag registreret som et belgisk etapeløb, men har rødder i Holland og er en udløber af Holland Rundt.
Løbet har høj prioritet hos Team Sunweb, ikke mindst fordi hovedsponsoren Sunweb er hollandsk ejet. Det bliver altså Søren Kragh Andersen, der skal agere frontfigur i det fem etaper lange løb.
- Det er af ren og skær respekt for holdet, at jeg melder afbud til VM. Holdet satser på mig i BinckBank, og jeg vil også gerne selv gå 100 procent efter det. Jeg accepterer holdets målsætninger, siger Søren Kragh Andersen.
Sidste år forhindrede sygdom ham i at stille op ved VM i Yorkshire. Han var senest med til et verdensmesterskab, da han kørte enkeltstart i Innsbruck i 2018.
- Det er bittersødt at sige nej. Jeg håber, at Anders Lund vil ringe igen næste år, hvis jeg er god nok.
- I år er bare et specielt år, og det ved Anders også godt. Vi skal køre så mange cykelløb som muligt på tre måneder.
- BinckBank Tour er det, holdet tjener penge på, og det er holdet, der betaler min løn, siger Søren Kragh Andersen.
VM afvikles fra 24. til 27. september i Imola i Italien.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie