Speedway-forlig kan bane vejen for landstræner-comeback
Konflikten er endt, som ekslandstræner Anders Secher ønskede det. DMU-formand er åben, hvis Secher vil tilbage
Den tidligere speedwaylandstræner Anders Secher kan muligvis vende tilbage til sit gamle job, hvis han ønsker det.
Torsdag aften har Danmarks Motor Union (DMU) og flere utilfredse speedwaykørere indgået et forlig omkring den problemstilling, der for en uge siden fik Secher til at trække sig.
På torsdagens krisemøde understregede talsmændene, Hans Andersen og Bjarne Pedersen, ifølge Sport Fyn på vegne af de utilfredse kørere, at der er stor tilfredshed med Sechers arbejde.
DMU-formand Jørgen Bitsch melder sig efterfølgende parat til at tale med den tidligere landstræner.
- Det er ikke mig, der har smækket døren - det er Anders.
- Min dør står altid åben. Nu har vi fået den her konflikt løst, og så er der en ny dag i morgen. Så lad os se, hvad der sker, siger Jørgen Bitsch til Sport Fyn.
- Jeg har altid sagt, at vi har været tilfredse med Anders Sechers store arbejde for sporten.
Den tidligere landstræner sagde sit job for en uge siden, da han var uenig i, at DMU ville tildele Michael Jepsen Jensen et wildcard til den kommende danske grandprix-kvalifikation i Esbjerg.
Wildcardet fik efterfølgende flere kørere til at true med en boykot af kvalifikationsløbet, og nu er det endt, som Secher ønskede det.
På krisemødet blev de utilfredse speedwaykørere og DMU enige om at udskyde kvalifikationen i Esbjerg med fire dage, så Michael Jepsen Jensen kan deltage i Esbjerg. Dermed får han ikke et wildcard på forhånd.
Der skal fortsat køres om fem pladser til den internationale grandprix-kvalifikation, mens DMU efterfølgende tildeler et wildcard til en enkelt kører.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie