Sprang fra tredje til første klasse ved at klare golfskolens nåleøje

Jonathan Gøth-Rasmussen har sikret sig et eftertragtet kort til DP World Tour 2024. Her ses han i aktion på Søllerød Golfklubs bane i august 2023. (Arkiv). Foto: Jesper Vinzents/Ritzau Scanpix

Jonathan Gøth-Rasmussen har fra den ene uge til den anden udskiftet ydmyge kår på Nordic League til en karriere som professionel på DP World Tour.

Offentliggjort

Fra overnatninger på korte sofaer til komfortable hoteller og fra selvinvesteret til betalt udstyr.

Golfspilleren Jonathan Gøth-Rasmussen kan skrive under på, at det kan gå stærkt i sportens verden.

Indtil for kort tid siden dystede han på Nordic League-niveau, hvor han med gode resultater akkurat kunne dække sine udgifter. Nu spiller han om helt andre pengepræmier mod verdensklassespillere på DP World Tour.

En imponerende stime af gode runder banede vejen til det forjættede land for 24-årige Gøth-Rasmussen.

Ligesom op mod 2000 andre golfspillere stillede han til start i den såkaldte Q School. Efter tre stadier i turneringen og i alt 14 runder nåede han igennem nåleøjet og fik 1 af de 33 adgangskort til DP World Tour - uden nogensinde før at have deltaget i en turnering på DP World Tour eller Challenge Tour.

- Det er et helt vildt nåleøje. Det er 14 runder golf, hvor du skal være på toppen i hver runde, og det er hårdt mentalt, fordi du ved, hvor meget det vil forandre dit liv, hvis du kommer igennem, fortæller Jonathan Gøth-Rasmussen.

Igennem finalen lå han godt til, og nerverne skulle holdes i skak, inden han klarede kravet på slaget.

- "Nu må jeg ikke fucke det op", lå jeg og tænkte, når jeg skulle sove, og det var lige ved at ske. Da jeg puttede den sidste, brød jeg sammen. Det var svært ikke at græde, og jeg måtte sætte mig i bilen for at samle mig. Det var meget emotionelt.

Tid til at hvile på laurbærrene var der ikke. Allerede ugen efter - i slutningen af november - debuterede han på DP World Touren i Johannesburg.

- Det gik stærkt, må man sige. Der er meget praktisk at forholde sig til med rejser, sponsorer og tilmeldinger til turneringer, man må spille, men det har været gode ting. Og det har været fedt. Det er det, jeg har drømt om og arbejdet for.

Det har ikke mindst været omvæltende at springe fra en karriere på sportens niveau tre til det øverste trin inden for samme måned.

I flere år har Jonathan Gøth-Rasmussen spillet i det samme tøj, og noget af golfudstyret har han selv købt.

- Som udgangspunkt er mulighederne ret små på Nordic League, hvor det kan være udfordrende at få gratis udstyr. Nu får jeg tilbud fra det ene og andet mærke om at få penge for at spille med deres udstyr.

- På Nordic League har jeg været ude for at måtte låne en sofa på halvanden meter hos andre spillere, fordi jeg ikke havde hotelværelse og havde et lille budget.

- Nu bliver det lidt sjovere at bo og rejse, for man er også nødt til at investere i sig selv, når man er afsted 25 uger om året. Ellers bliver det hårdt på den lange bane.

Gøth-Rasmussen mener, at det har hærdet ham at spille under mere ydmyge forhold.

- Jeg blev nummer tre i den turnering, hvor jeg sov på en sofa i fire dage, fortæller han.

- Det var også god læring, da jeg i første del af 2023 spillede dårligt i mange turneringer i træk og intet tjente og havde rejst for 100.000 kroner. Det var det ypperste pres at spille under og en god test af psyken.

I december blandede Gøth-Rasmussen sig i toppen undervejs i første runde på Mauritius, inden han gik ned i anden runde.

Han føler, at han hører til på DP World Tour-niveauet.

- Dem, der spiller og vinder der, har jeg spillet juniorgolf med, så jeg føler ikke, at jeg er på dybt vand. Jeg har ikke nået at reflektere så meget over mål, men har i hvert fald et mål om at blive bedre, og så følger resultaterne også med.

- Jeg tror, det er realistisk, at jeg kan holde kortet til næste år, men da jeg ikke kan komme ind i så mange turneringer, skal jeg spille godt, når jeg er med.

/ritzau/

Fakta om Jonathan Gøth-Rasmussen

* Navn: Jonas Gøth-Rasmussen.

* Alder: 24 år.

* Startede med at spille golf i Helsingør.

* Blev udtaget til juniorlandsholdet som 16-årig.

* Tog et år på college i USA, hvor han også spillede golf.

* Spillede Nordic League som deltidsprofessionel, mens han studerede på Copenhagen Business School.

* Har de seneste par år spillet på Nordic League, der kan regnes som en tour på tredjehøjeste niveau efter DP World Tour og Challenge Tour.

* Banede sig vej til DP World Tour via Q School i november 2023 sammen med Sebastian Friedrichsen og Søren Broholt Lind.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu