Stadion-tribune spærres af: - Den er til fare og må ikke bruges

Den sydlige ståtribune bliver spærret af i foråret, da den er i meget dårlige forfatning. Foto: Thomas Lærke Jensen

Fundamentet på den sydlige tribune i Nykøbing F. Idrætspark er i meget dårlig forfatning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere på året blev samtlige fire tribuner i Nykøbing F. Idrætspark, hvor Nykøbing FC spiller deres hjemmekampe, spærret af, efter at ejeren Guldborgsund Kommune havde udført et rutinemæssigt tjek af tilskuertribunernes forfatning.

Nu er samtlige afspærringer ophævet igen, men det er ikke ensbetydende med, at alt er i sin skønneste orden på det over 45 år gamle stadion. Snarere tværtimod.

De tekniske undersøgelser, der er blevet udført af et rådgivende ingeniørfirma, har påvist, at især den sydlige ståtribune foran Tingsted Å er i så ringe forfatning, at den skal udbedres øjeblikligt, før man igen kan færdes på den.

Det fortæller teamleder for Landdistrikter, Kultur og Fritid i Guldborgsund Kommune Katha Schou Qvist.

Løber ingen risiko

- Den er til fare og må ikke bruges. Den vil blive spærret af, så tilskuere og andre ikke kan komme ind på den i forbindelse med fodboldkampene på stadion. Vi løber ingen risiko i den forbindelse. Der skulle nødigt ske noget med nogen, fortæller teamlederen.

Vi løber ingen risiko i den forbindelse. Der skulle nødigt ske noget med nogen.

Katha Schou Qvist

De øvrige tribuner på stadion har også set bedre dage, men der viser de hidtidige undersøgelser, at de ikke er til fare på nuværende tidspunkt, og at man godt kan færdes på dem, fortæller Katha Schou Qvist.

Det er sætningsskader i betonfundamentet, der er det store problem, da Nykøbing F. Idrætspark helt fra starten er placeret oven på en gammel losseplads, der gør at undergrunden fra tid til anden giver sig. Hvilket også tidligere har været et problem på selve fodboldbanen, der blev lagt om for cirka fem år siden med nyt græs og varme nedenunder.

Sydtribunen i Nykøbing F. Idrætspark har set bedre dage, og skal udbedres før den igen må benyttes. Foto: Thomas Lærke Jensen

Siden er der også kommet nye lysmaster til, der overholdene lyskravene for at spille kampe i Superligaen, men tribunerne bliver næppe skiftet ud lige foreløbigt, da det er en udgift på et meget stort millionbeløb.

Politikere skal på banen

På den korte bane vil Guldborgsund Kommunes administration udarbejde en sagsfremstilling til Landdistrikt, Kultur og Fritidsudvalget, der skal tage stilling til, om der skal bruges midler på yderligere undersøgelser, så problemets omfang endegyldigt kan fastslås og hvad der eventuelt skal gøres ved det.

- Inden det kommer igennem det politiske udvalg, så går der i hvert fald to-tre måneder, så jeg forventer ikke at sydtribunen kommer i brug før sommerferien, lyder det fra Katha Schou Qvist.

Nykøbing F. Idrætspark skal bruges første gang den 7. marts, hvor Nykøbing FC spiller sæsonens første hjemmekamp i 2. division mod HIK. Der er plads til mellem 5.000 og 6.000 tilskuere på stadion med de nuværende faciliteter, men lukningen af det ene tribuneafsnit giver næppe problemer, da Nykøbing FC i denne sæson kun har nærmet sig 1.000 tilskuere til hjemmekampene.