Det var ikke kun danske og norske journalister, som var mødt op til det danske landsholds pressemøde på Hotel Hilton i den cypriotiske hovedstad, Nicosia, forud for fredagens EM-kvalifikationsopgør mod Cypern.
Også en svensk journalist var rejst til Cypern, og han fik landstræner Morten Olsen op i det røde felt, da han spurgte, om danskerne med vilje ville spille uafgjort mod Portugal i tirsdagens EM-kvalifikationskamp i Parken.
- Vores fælles venner fra Sverige er bange for, at det skal blive uafgjort mod Portugal i Parken på onsdag, hvis Danmark vinder her. Hvad har du at sige til det? lød spørgsmålet fra den svenske journalist.
Morten Olsen var meget hård og kontant i sit svar på den svenske mistanke om aftalt spil.
- Jeg synes, det er utroligt, at svenskerne tænker sådan. Det kunne aldrig falde os ind at lave sådan noget som det, fastslog Morten Olsen.
Sverige og Danmark ligger begge lunt i svinget til at kunne blive den bedste toer i kvalifikationen, hvilket giver direkte adgang til næste års EM-slutrunde.
Hvis Danmark vinder over Cypern, så kan Danmark sandsynligvis nøjes med uafgjort hjemme mod Portugal i kampen om at slutte som bedste toer.
Det afhænger af Sveriges resultater i deres gruppe. Sverige møder fredag Finland, mens Holland gæster svenskerne om tirsdagen.
Danmark vil slå Sverige i det indbyrdes toer-regnskab, hvis danskerne vinder over Cypern og spiller uafgjort mod Portugal, mens Sverige sætter point til mod enten Finland eller Holland.
I øjeblikket fører Danmark toerstillingen i de i alt ni kvalifikationsgrupper, men Sverige kan omvendt med to sejre i de sidste to kampe overhale danskerne.
Sveriges sidste gruppekamp mod Holland begynder et kvarter før Danmarks kamp mod Portugal, men svenskerne fik torsdag lov af Uefa til at flytte tirsdagens kamp, så den spilles samtidig med Danmarks kamp klokken 20.15.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie