Sverige kniber sig i VM-semifinale efter straffeslag
Sverige er klar til semifinalen mod Finland ved VM i ishockey. Svenskerne vandt 3-2 over Canada efter overtid og straffeslag.
Det svenske hold indledte VM med at tabe til Schweiz og fik de svenske fans til at hænge med mulen. Nu fik samme hold taget i Globen til at lette, da målmand Jonas Enroth reddede det sidste canadiske straffeslag fra Jordan Eberle.
De to store ishockeynationer gav hinanden en god kamp. Da holdene mødtes i den indledende gruppekamp for en uge siden, vandt Canada 3-0, men svenskerne har forstærket sig siden. Særligt med Vancouver-spillerne Daniel og Henrik Sedin.
Steve Stamkos, en af NHL's største stjerner fra Tampa Bay Lightning, scorede kampens første mål i canadisk powerplay mindre end et minut inde i anden periode.
Vancouver-spilleren Alexander Edler, som først stødte til truppen op til Sveriges sidste gruppekamp mod Danmark i tirsdags, fik matchstraf sidst i første periode, og det var under hans straf, at canadierne scorede.
Canada havde pucken i mål en gang mere, inden spillerne gik til anden periodepause. Men desværre for canadierne var pucken først over målstregen efter, at sirenen havde lydt for periodens afslutning.
Der var meget på spil for begge hold. Det betød, at to af de assisterende trænere røg i skænderi i periodepausen.
Svenskerne kom igen i tredje periode, hvor Nicklas Danielsson, som til dagligt spiller i Prag, havde en god periode.
Han udlignede til 1-1 knapt seks minutter inde i tredje periode, og kort efter, mens Canada havde Glaude Giroux i straffeboksen, scorede Danielsson igen - nu til svensk føring på 2-1.
Den føring holdt kun godt og vel et minut. Claude Giroux - klubkammerat med Oliver Lauridsen i Philadelphia - udlignede.
Og så scorede Fredrik Pettersson på straffeslag og sikrede semifinalen mellem de to VM-værter.
Den anden semifinale står mellem Schweiz og USA.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie