Tauson slår verdens nummer 66 og er finaleklar i USA
Clara Tauson er finaleklar i Chicago. Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Clara Tauson er klar til finalen i en challengerturnering i Chicago efter sejr i semifinalen over Ann Li.
For første gang siden begyndelsen af marts er tennisspilleren Clara Tauson klar til finalen i en international turnering.
Søndag skal hun således spille om titlen i en challenger-turnering i Chicago, efter at hun i lørdagens semifinale slog verdens nummer 66, Ann Li fra USA.
Danskeren, der selv rangerer som nummer 101 i verden, vandt med cifrene 7-6, 6-1.
Det var samtidig revanche for deres møde i USA sidste år, hvor Li vandt i to sæt.
Allerede i kampens tredje parti kom danskeren ovenpå ved at bryde modstanderens serv til 2-1, da hun udnyttede opgørets første breakbold.
Længe så det ud til at være tilstrækkeligt til at vinde første sæt, men efter en skæv forhånd måtte Tauson se Li bryde tilbage til 4-4.
Spillemæssigt var Li en smule ovenpå i anden del af første sæt, og det kom til udtryk i starten af sættets tiebreak, hvor Li kom foran 4-2.
Men Tauson sled flot for at holde sig inde og tilsat en hjælpende hånd fra en dobbeltfejl kom danskeren på 4-4.
Derefter kæmpede hun sig til den første sætbold, som hun udnyttede ved at diktere spillet og sende modstanderen fra side til side, inden hun fremtvang en fejl til tiebreak-sejr på 7-5.
Andet sæt gik mere smertefrit til danskeren, der brød to gange og snuppede sættet på 31 minutter.
Tauson brød først til 3-1 og satte yderligere trumf på med bruddet til 5-1, inden hun servede sejren hjem.
I finalen søndag venter briten Emma Raducanu, som tidligere på sommeren overraskede stort ved at nå ottendedelsfinalen i grand slam-turneringen Wimbledon.
Her måtte 18-årige Raducanu på dramatisk vis trække sig, da hun fik vejrtrækningsproblemer mod Ajla Tomljanovic. Raducanu er nummer 174 i verden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned