Tempokonger giver Norge historisk styrtløbstriumf ved OL
Aksel Lund Svindal tog en af karrierens største triumfer, da han vandt skiløbernes kongedisciplin ved OL. Foto: Reuters/Leonhard Foeger
Reuters/Leonhard Foeger
35-årige Aksel Lund Svindal var hurtigst i OL-styrtløbet, der udviklede sig til en norsk dobbelttriumf.
For første gang nogensinde kan Norge prale af at have en olympisk mester i styrtløb.
Veteranen Aksel Lund Svindal leverede natten til torsdag et af de største resultater i en lang og succesfuld karriere, da han vandt skiløbernes kongedisciplin på OL-bjerget i Jeongseon.
Det er første gang, den stolte skination vinder guld i styrtløb, der har været på OL-programmet siden 1948.
Løbet udviklede sig endda til en dobbelttriumf for nordmændene, der også tog sig af sølvet, som gik til Svindals ven og træningsmakker Kjetil Jansrud.
Men mon ikke Jansrud i den kommende tid vil ærgre sig godt og grundigt over, at det ikke lykkedes at booke en plads øverst på sejrsskamlen.
Manden fra Stavanger var hurtigst på samtlige mellemtider, men en lille fejl gav ham et skævt indløb til det sidste stykke mod målstregen, og det kom formentlig til at koste ham guldet.
I mål var han 0,12 sekund langsommere end Svindal, der vandt sin anden OL-guldmedalje. Første triumf kom i super-G-løbet i Vancouver for otte år siden.
Med den norske dobbeltsejr kom der for alvor gang i de alpine skikonkurrencer ved et OL, der har været plaget af hård blæst og en række aflysninger.
Torsdag viste vejret sig dog anderledes medgørligt med en håndfuld frostgrader og høj sol, der gav fartkongerne fine forhold.
Schweizeren Beat Feuz var tredjehurtigst og sørgede på den måde for, at løbets tre forhåndsfavoritter alle endte på medaljepodiet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie