Trænerlegenden Popovich stopper efter slagtilfælde
Victor Wembanyama er den seneste af en række megastjerner, som Gregg Popovich har trænet i sin lange karriere. (Arkivfoto). Foto: Eric Gay/Ritzau Scanpix
Efter 29 sæsoner i spidsen for San Antonio Spurs stopper Gregg Popovich, men han får en ny rolle i klubben.
Træneren med flest grundspilssejre i NBA gennem tiden stopper.
Efter 29 sæsoner i spidsen for San Antonio Spurs har trænerikonet Gregg Popovich stået i spidsen for holdet for sidste gang.
Det oplyser klubben fredag på sin hjemmeside.
- Selv om min kærlighed til og passion for spillet er intakt, har jeg besluttet, at det er tid til at stoppe som cheftræner, siger Popovich til klubbens hjemmeside.
76-årige Popovich blev tilbage i november ramt af et slagtilfælde og overlod tøjlerne til sin assistent for resten af indeværende sæson. Nu bliver hans stop på trænerposten permanent.
Han overgår til en rolle som "president of basketball operations" hos San Antonio Spurs, oplyser klubben.
Allerede i 1988 kom Popovich til San Antonio. Frem til 1992 var han holdets assistent, inden han forlod klubben for at indtage samme rolle hos Golden State Warriors frem til 1994.
To år senere hev Spurs ham tilbage i folden - denne gang som cheftræner. Og der er han blevet lige siden med enorm succes til følge.
Fem gange gennem de 29 sæsoner har han gjort holdet til NBA-mester - første gang i 1999 og senest i 2014. Tre gange er han blevet kåret som Årets Træner i verdens største basketball-liga.
Han har trænet stjerner som Tim Duncan, David Robinson, Tony Parker, Manu Ginobili og senest fænomenet Victor Wembanyama. I klubben er man heller ikke i tvivl om, hvilken kapacitet man siger farvel til på trænerbænken.
- Pops (Popovichs kælenavn, red.) ekstraordinære indflydelse på vores familie, San Antonio, Spurs, og basketballsporten stikker dybt, siger Spurs-direktør Peter J. Holt til holdets hjemmeside.
- Han er virkelig enestående som person, leder og træner. Hele vores familie og fans over hele kloden er taknemmelige for hans bemærkelsesværdige periode på 29 år som cheftræner for San Antonio Spurs.
En enestående trænerkarriere blev i 2021 tilføjet en OL-guldmedalje, da han stod i spidsen for USA's vindende hold i Tokyo. I 2003 var han assistent for USA, som vandt VM-guld, mens han året efter også var assistent for holdet, som vandt OL-bronze i Athen.
Popovich trænerkarriere blev indledt helt tilbage i 1973, hvor han blev assistent for det amerikanske luftvåbens basketballmandskab.
/ritzau/
Seneste artikler
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst