Ung stregspiller følger med træner til Horsens

Julie Seeberg fik aldrig gennembruddet i NFH. I næste sæson jagter hun spilletid i Horsens. Foto: Ole Nielsen

Julie Seeberg har ikke fået meget spilletid i NFH og forlader snart klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter to sæsoner primært på udskiftningsbænken forlader Julie Seeberg NFH i jagten på mere spilletid i en anden klub.

Hun skifter den gule NFH-trøje ud med en trøje i samme farve, men efter sommerferien har den Horsens-logoet på brystet.

Julie Seeberg, der står noteret for 22 ungdomslandskampe for Danmark, kom til NFH før sidste sæson fra FIF, men det er aldrig lykkedes for den 21-årige stregspiller, at tilspille sig en fast plads på ligaholdet.

Kun enkelte indhop er det blevet til og 2025 har hun stort set ikke været på banen.

Alligevel følger hun med sin nuværende træner Jakob Larsen til Horsens, hvor han overtager tøjlerne i det østjyske i næste sæson.

Horsens er en spændende klub i udvikling, som jeg er stolt over at blive en del af fra næste sæson. Jeg tror på, at klubben og holdet er det næste rigtige sted for mig at udvikle mig både på og uden for banen. Derfor ser jeg også meget frem til at bidrage med alt, hvad jeg har at komme med, siger Julie Seeberg til sin nye klubs Facebook-side.

- Julie besidder en fysik ud over det sædvanlige, og hvis vi formår at udnytte den i begge ender af banen, vil hendes udvikling tage et endnu større skridt fremad, mener hendes nuværende og kommende træner Jakob Larsen.