Viborg HK får skuffende uafgjort i CL

Viborg HK's håndboldkvinder oplevede lørdag aften en kæmpe nedtur i 28-28-kampen på hjemmebane mod det slovenske storhold Krim Mercator i Champions League-gruppespillet.

Undervejs førte Viborg med blandt andet 11-4, og ved pausen var værterne i front med hele 16-9 takket være angrebs- og forsvarsspil af høj klasse.

Alt det forsvandt dog totalt i anden halvleg, hvor gæsterne kort før tid bragte sig foran 28-27, hvilket var Krims første føring i kampen.

Trods den sene udligning og det ene point på kontoen må resultat betegnes som værende skuffende for Viborg, der i de to sidste spillerunde skal to gange til udlandet.

Først til norske Larvik, der fører gruppe B med seks point, og selv om sidste spillerunde byder på en tur til bundproppen fra kroatiske Podravka, så bliver den opgave formentlig heller ikke nem.

Kroaterne fik tidligere i gruppespillet også uafgjort med hjem fra Viborg.

Viborgenserne står noteret for fire point på tredjepladsen. Andenpladsen, der giver avancement fra gruppen, sidder Krim Mercator på med fem point.

/ritzau/

Håndboldkvinderne fra Viborg HK spillede hjemme 28-28 mod Krim Mercator i Champions League-gruppespillet.

Offentliggjort Sidst opdateret