Viborg HK kan vinde Cup Winners Cup hjemme

Det er udfaldet af tirsdagens lodtrækning hos det europæiske håndboldforbund i Wien.

Den endelige spilledato er ikke fastsat, men kampen i Jylland skal spilles i weekenden 12-13. maj.

Det er første gang i klubbens historie, at Viborg Stadionhal danner ramme om en europæisk finale.

Viborg HK har været i ni europæiske finaler, og tidligere har klubben besluttet at flytte kampene til andre byer. Men det skal altså være anderledes med Cup Winners Cup i år.

Det er første gang, at Viborg HK, som ellers ofte står over for ungarske hold i vigtige finaler, skal møde FTC Budapest i en finale.

Første kamp mellem de to klubber spilles i Budapest i weekenden 5-6. maj.

/ritzau/

Lodtrækningen til finalen i Cup Winners Cup betyder, at Viborgs håndboldkvinder kan vinde turneringen hjemme i Viborg Stadionhal, hvis de ellers kan besejre modstanderen FTC Budapest over de to finalekampe.

Offentliggjort Sidst opdateret