Wilbek: Mærkeligt at bronzekamp er rykket til lørdag

Der er en del ting, landstræner Ulrik Wilbek gerne vil have ændret ved kommende VM-slutrunder. VM-programmet er for sammenpresset med mange kampe på få dage, og bronzekampen bør rykkes frem en dag, mener Wilbek.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag aften var der officielt pressemøde med deltagelse af det internationale håndboldforbunds (IHF) præsident Hassan Moustafa, og Wilbek fik talt med Moustafa om emnet.

- Vi har flere ting, vi vil evaluere på. Vi vil også komme ind på den mærkelige måde, bronzekampen lige pludselig er flyttet til om lørdagen. Det synes vi ærligt talt, er meget hårdt for de to hold, der skal spille.

- Først er man altså færdig klokken halv tolv om aftenen. Så sidder man og ærgrer sig voldsomt meget over, at man er slået ud. Og så skal man i øvrigt spille næste dag - under 20 timer efter, siger Wilbek.

Danmark skal efter planen spille semifinale mod Kroatien klokken 21.30 fredag, og taber danskerne den kamp, skal holdet spille bronzekamp allerede lørdag. Tidligere blev bronzekampen spillet om søndagen.

- Man skal have mad og ny energi og sådanne ting. Det er en af de ting, som vi vil skrive i vores evaluering, for vi vil have bronzekampen tilbage til om søndagen, siger Wilbek.

Eventuelle ændringer ved VM vil dog først blev iværksat, hvis et flertal af landene og trænerne er enige om det.

- Jeg ved ikke, om det bliver ændret, for det kommer jo an på, hvor mange der har den samme holdning, som jeg har.

- Jeg ved, at Hassan mener det, han siger. Jeg ved også, at vi før har samarbejdet om at ændre nogle ting. Han er meget åben omkring det, og det er godt, at han lægger op til en diskussion.

- Der kommer en evaluering fra vores side, og så må vi jo se på det. Det er også sådan, at hvis de andre hold synes, det er den rigtige måde at gøre tingene på, skal det jo fortsætte på denne måde, fastslår Wilbek.

- Jeg plejer at snakke med ham direkte. Når Hassan siger, at det kan gøres med det samme, hvis de fleste er enige, så bliver det gjort med det samme, lyder det fra Wilbek.

/ritzau/