20 personer dræbt i angreb mod marked i det nordlige Nigeria
Ifølge lokale myndigheder skød angrebsmænd sporadisk mod menneskemængde og satte ild til flere biler.
Mindst 20 personer er blevet dræbt i den nigerianske stat Sokoto, efter at en bevæbnet gruppe angreb et marked og satte ild til flere biler.
Det oplyser flere lokale embedsfolk og parlamentsmedlemmer lørdag.
Idriss Gobir, der er særlig rådgiver for justitsministeren i Sokoto, siger, at de bevæbnede banditter ankom til stedet på motorcykler, inden de begyndte at skyde sporadisk mod menneskemængden.
- Ud fra det vi har set og talt dræbte den store gruppe banditter mindst 20 personer og satte ild til ni køretøjer, siger han til Reuters over telefonen.
En talsperson fra politiet i Sokoto bekræfter, at angrebet har fundet sted. Men talspersonen kan ikke sige noget om, hvor mange der er blevet dræbt.
Hussain Boza, der er medlem af parlamentet i Sokoto, siger, at angrebet skyldes mangel på ordentlig sikkerhed i den nordvestlige stat.
Sokoto er en af flere stater i det nordvestlige Nigeria, hvor bevæbnede grupper fortsætter med at skabe kaos.
Siden december sidste år har regionen blandt andet været plaget af en bølge af bortførelser, der blandt andet er gået ud over hundredvis af skolebørn og lokale landsbyboere.
De mange bortførelser, der normalt bliver udført, så gerningsmændene kan opkræve en løsesum, har skabt frygt blandt millioner af borgere i regionen.
På grund af problemerne har regeringen blokeret kommunikationslinjerne i dele af Sokoto og flere af nabostaterne. Det er sket for at gøre det sværere for de bevæbnede grupper at planlægge nye angreb.
Så sent som torsdag befriede sikkerhedsstyrker 187 personer, der var blevet bortført af bevæbnede bander i staten Zamfara.
Staten grænser op til Sokoto.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie