837.000 amerikanere meldte sig ledige i sidste uge
En kvinde holder tidligere på sommeren en plakat op under en demonstration foran den republikanske flertalsleder, Mitch McConnells hus. Med krav om, at politikerne forlænger de krisepakker, der blev vedtaget ved starten af coronapandemien. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Jonathan Ernst/Reuters
Danske økonomer ser både negative og positive takter i nye tal for tilmeldte arbejdsløse i USA.
837.000 amerikanere meldte sig ledige i sidste uge. Det er lidt færre end de 850.000, som et panel af økonomer på forhånd havde ventet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Men det understreger, at USA fortsat er midt i et økonomisk tilbageslag som følge af coronakrisen.
Ugen forinden søgte 873.000 om arbejdsløshedsunderstøttelse.
- Genopretningen af det amerikanske arbejdsmarked går i øjeblikket i et lavt gear. Her et halvt år efter, at pandemien ramte amerikansk økonomi, er der fortsat vanvittigt mange amerikanere, som søger arbejdsløshedsunderstøttelse, konstaterer økonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv.
Selv under de værste uger under finanskrisen for mere end et årti siden nåede antallet af nytilmeldte ledige ikke over 700.000. Han mener, at der er fare for, at krisen i USA bider sig fast. Det vil være til skade for dansk eksport.
Cheføkonom Allan Sørensen i Dansk Industri mener omvendt, at tallene viser, at det amerikanske arbejdsmarked er i bedring.
- Antallet af nytilmeldte ledige er på det laveste niveau i 28 uger. Det amerikanske arbejdsmarked bevæger sig i den rigtige retning - bare ikke særligt hurtigt, siger han.
Ledigheden toppede i uge 19 på 17,1 procent.
- Ledigheden er blevet halveret, siden den toppede i starten af maj, men ligger dog fortsat på et uhørt højt niveau, siger Allan Sørensen.
I USA's kongres har republikanere og demokrater nu i mange uger ikke kunnet blive enige om at forlænge de krisepakker, der blev vedtaget i foråret for at hjælpe små- og mellemstore virksomheder og folk, der har mistet deres arbejde eller er sendt på orlov
Det vil lægge et stor pres på den nye regering, som kommer til efter valget 3. november, konstaterer økonomer ifølge Reuters, for der skal handling til, hvis der for alvor skal pustes optimisme ind i USA's økonomi og arbejdsmarked.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie