Ariel Castro erklærer sig uskyldig i bortførelser
Ariel Castro, som er anklaget for at have holdt tre unge kvinder indespærret i et hus i den amerikanske by Cleveland, vil erklære sig ikke skyldig, oplyser hans advokater.
Castro er tiltalt for fire tilfælde af bortførelse og for at have voldtaget de tre piger, som befandt sig i hans hus igennem et årti.
Den fjerde bortførelse gælder den seks årige datter til en af pigerne, den 27-årige Amanda Berry. Castro er biologisk far til den seksårige.
- Han er ikke et monster, og han bør ikke dæmoniseres af medierne, siger Castros advokat, Jaye Schlachet, til AFP.
Ifølge advokaten vil der blive fremlagt oplysninger senere, som støtter Castros udsagn om, at han er uskyldig.
Dem 52-årige Castro risikerer også at blive tiltalt for drab som følge af anklager om, at han mishandlede en af kvinderne, så hun aborterede.
Politiets efterforskere har ifølge CBS News fundet et langt håndskrevet brev fra Castro, dateret 2004. Her skal han have tilstået overgrebene, og der er mistanke om, at brevet blev skrevet som følge af, at Castro overvejede at tage sit eget liv.
Castro skal i brevet have omtalt sig selv som et "seksuelt rovdyr". Samtidig skal han have bedt om, at ofrene skulle få hans penge efter hans død.
Han skriver videre, at han selv blev voldtaget af sin egen onkel, da han var barn. Han anklager også sine egne forældre for overgreb mod ham.
Schlachet opfordrer offentligheden til at lade være med at dømme Castro på forhånd.
- Alt bevismateriale vil blive fremlagt under retssagen. Jeg vil appellere til, at der ikke drages forhastede konklusioner, og at alting tages med i overvejelserne, før der bliver givet udtryk for en mening siger forsvareren.
De tre kvinder blev befriet den 6. maj, da en nabo hørte Berry råbe om hjælp og sparkede døren til huset ind.
Anklagemyndigheden har kaldt huset for et "torturkammer og et privat fængsel", og den siger, at brutaliteten og torturen, som kvinderne var udsat for igennem et årti, er "ud over menneskets fatteevne."
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie