Bedragerianklaget Lieberman vil gå af

Kun fem uger inden valget 22. januar meddeler Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, at han vil gå af.

Offentliggjort Sidst opdateret

Meddelelsen fredag kommer dagen efter, at Israels statsadvokat rejste anklager mod Lieberman for bedrageri og tillidsbrud.

Men samtidig droppede statsanklageren mere alvorlige anklager om korruption.

Disse anklager ville omgående have udløst krav om, at udenrigsministeren trådte tilbage, sagde iagttagere torsdag.

Nu har han så besluttet af egen drift at forlade sin post.

- Jeg ved, at jeg ikke har begået nogen forbrydelse. Jeg har besluttet at forlade min post som udenrigsminister og vicepremierminister, siger han i en erklæring.

Han tilføjer, at han håber, at han kan rense sit navn "uden forsinkelse".

Videre siger Lieberman, at hans advokater har fortalt ham, at der ikke er juridisk grund til, at han skal gå af.

En embedsmand i premierminister Benjamin Netanyahus kontor siger, at Netanyahu frem til næste valg vil være fungerende udenrigsminister.

Det betyder, at premierministeren også er udenrigsminister i hvert fald frem til valget den 22. januar.

Her er Liebermans højreorienterede og nationale parti, Yisrael Beitenu, gået i valgforbund med Benjamin Netanyahus Likudparti.

Meningsmålinger siger, at valgforbundet vil vinde valget.

Lieberman er kendt som en meget åbenmundet og kontant politiker, der ikke er blødsøden over for palæstinenserne.

Han har en nationalistisk retorik og tiltrækker vælgere fra det tidligere Sovjetunionen.

Selv er han fra Moldavien.

Israel oplevede efter Sovjetunionens sammenbrud for godt 20 år siden en stor indvandring af jøder fra den gamle Østblok.

/ritzau/Reuters