Betjente fra USA får lange straffe for tortur af to sorte mænd

24. januar sidste år stormede seks betjente ind i et hjem i Braxton, Mississippi uden en ransagningskendelse. Efterfølgende torturerede de to mænd i næsten to timer. (Arkivfoto). Foto: Samantha Laurey/Ritzau Scanpix

Seks betjente, der kaldte sig selv Goon Squad, tilstod i august at have tortureret to sorte mænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

To hvide tidligere politibetjente i den amerikanske delstat Mississippi er tirsdag blevet idømt lange fængselsstraffe for brud på amerikanske borgerrettigheder, fordi de har udført tortur og seksuelt misbrug mod to sorte mænd.

De to var en del af en gruppe, der kaldte sig selv Goon Squad, som kan oversættes til Bøllebanden på dansk.

Hunter Elward fik en fængselsdom på 20 år, mens Jeffrey Middleton blev idømt 17,5 års fængsel i en retssal i Jackson i Mississippi.

Begge erkendte sig sammen med fire andre tidligere betjente skyldige i august måned.

Deres fire medtiltalte ventes at få deres domme onsdag og torsdag.

De seks mænd, der alle er hvide, er blevet dømt for adskillige forbrydelser. Blandt andet berøvelse af rettigheder og magtmisbrug.

De seks kaldte deres gruppe for Goon Squad, fordi de var villige til i al hemmelighed at bruge overdreven magt, viser retsdokumenter.

- Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at kommentere dette, fordi det er så åbenlyst, hvor grove og ondskabsfulde disse forbrydelser er, siger distriktsdommer Tom Lee, da han afsagde dommen til Elward.

Ifølge anklagerne stormede de seks tiltalte et hjem i Braxton i Mississippi uden en ransagningskendelse 24. januar 2023, efter at politiet have modtaget en anmeldelse fra en hvid nabo om, at vedkommende havde observeret "mistænkelig opførsel" fra de mænd, der boede på adressen.

Efter de stormede ind i hjemmet tilbageholdt betjentene de to mænd, Michael Corey Jenkins og Eddie Terrell Parker. De krævede ifølge retsdokumenter at få at vide, "hvor stofferne er".

I næsten to timer udførte de seks betjente fysiske og seksuelle overgreb mod Jenkins og Parker. De lavede blandt andet waterboarding og gav elektrisk stød til de to ofre, der var lagt i håndjern.

Samtidig råbte de racistiske skældsord af dem.

Inden domsafsigelsen talte Elward til ofrene og bad om tilgivelse.

- Jeg er blevet opdraget kristent, og jeg har slækket på det, men jeg kommer til at gøre det bedre og søge hjælp, lød det fra Elward.

- Det er min eneste vej ud, det eneste valg jeg har nu. Jeg tager alt ansvar. Jeg kommer til at acceptere rettens beslutning i dag. Uanset hvad håber jeg, at I forstår, at jeg virkelig er ked af det.

Parker, der sad på forreste række omgivet af familie og venner, sagde, at han tilgiver Elward.

/ritzau/Reuters