Biden afviser at Israels krig i Gaza kan være folkedrab
USA's præsident, Joe Biden, der taler med deltagerne i mandagens Jewish American Heritage Month-begivenhed i Det Hvide Hus. Foto: Leah Millis/Reuters
Det, der foregår i Gaza, er ikke folkedrab, siger Biden mandag på trods af spændinger mellem USA og Israel.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, afviser, at Israels krig i Gaza kan kategoriseres som folkedrab.
Det sagde han mandag til en begivenhed i Det Hvide Hus.
Den blev afholdt i forbindelse med den årlige Jewish American Heritage Month, som hvert år i maj markerer jødiske amerikaneres historie.
- Det, der foregår, er ikke folkedrab, lød det fra præsidenten.
Biden refererer med sin udtalelse til en sag ved Den Internationale Domstol i Haag (ICJ), som behandler en anklage fra Sydafrika om, at Israels krig i Gaza er folkedrab.
Ved samme begivenhed gentog præsidenten også sin kritik af Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Det sker, efter at chefanklageren ved ICC, Karim Khan, tidligere mandag meddelte, at han har bedt om arrestordrer på den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og på den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, i forbindelse med mulige krigsforbrydelser.
Fra Biden lød det, at "vi (USA, red.) afviser" anmodningen fra Karim Khan.
Khan har også anmodet om arrestordrer på tre Hamas-ledere: toplederen Yahya Sinwar, Mohammed Deif og Ismail Haniya.
- Uanset, hvad disse kendelser antyder, er der ingen lighed mellem Israel og Hamas, lød det fra Biden.
Den amerikanske præsident sagde fra Det Hvide Hus også, at de gidsler, der blev taget af Hamas under angrebet mod Israel 7. oktober, vil blive befriet "uanset hvad".
Tidligere mandag kaldte Biden ICC-anklagerens anmodning om arrestordrer for skandaløs.
Bidens udtrykker sin støtte til Israel på trods af, at der den seneste tid har været spændinger mellem de to lande vedrørende krigen i Gaza.
Biden erkendte tidligere på måneden, at Israel har anvendt amerikanske bomber i angreb, som har dræbt civile palæstinensere.
Som følge af dette har hans regering valgt at tilbageholde en våbenleverance bestående af 3500 bomber.
Biden har også truet med at stoppe forsendelser af andre våbentyper, hvis Israel udfører en fuld landinvasion af den sydlige by Rafah.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie