Biden: USA er flere uger foran i vaccineplanen
Præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris overværer torsdag, at der bliver givet den vaccinedosis, der markerer 50 millioner vacciner i USA. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Jonathan Ernst/Reuters
Ifølge Joe Biden er tempoet af vaccineudrulningen fordoblet under hans første seks uger som præsident.
Præsident Joe Biden markerer torsdag, at USA har rullet 50 millioner vacciner ud.
Han siger i en tale, at landet er flere uger foran planen.
- Vi bevæger os i den rigtige retning på trods af det rod, vi overtog, siger Biden under markeringen af milepælen torsdag.
Han påpeger, at tempoet af udrulningen er fordoblet i løbet af hans første seks uger som præsident. Men han advarer samtidig mod, at amerikanere slapper af for tidligt.
- Vi må fortsætte med at vaske vores hænder, holde afstand til hinanden og for Guds skyld bruge mundbind, siger præsidenten.
Da Biden overtog Det Hvide Hus, lovede han, at der ville blive givet 100 millioner vaccinedoser i løbet af de første 100 dage af hans præsidentperiode. På indsættelsesdagen 20. januar havde 16,5 millioner amerikanere modtaget vaccinen.
Kritikere sagde dengang, at 100 millioner vacciner på 100 dage var et uambitiøst mål, men Det Hvide Hus siger nu, at det er på vej til at overstige målet.
- USA har administreret flest vaccinerdoser i verden og er blandt landene med den højeste procentdel af vaccinerede. Det er den fremgang, vi lovede, siger Biden.
Han har tidligere lovet, at der vil være nok vacciner til alle amerikanere, der ønsker det, inden udgangen af juli.
Det Hvide Hus har givet forskellige bud på, hvornår pandemien vil være under kontrol. For nylig sagde Biden, at julen i år nok vil se anderledes ud fra den forrige.
USA er verdens hårdeste ramte land, der har registreret flest coronarelaterede dødsfald siden pandemiens begyndelse målt i absolutte tal. Tidligere denne uge passerede USA en halv million døde. Der bor omkring 328 millioner i USA.
Der er blevet registreret over 28 millioner smittede i USA. Siden begyndelsen af januar har antallet af nye smittetilfælde været kraftigt nedadgående.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie