Biden venter personangreb og løgne fra Trump i TV-duel
Den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, siger, at han venter "personlige angreb og løgne", når han tirsdag møder præsident Donald Trump i deres første tv-duel. (Arkivfoto) Foto: Jim Watson, Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Jim Watson, Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Trump ved ikke, hvordan man diskuterer på grundlag af fakta. Han er ikke klog nok, siger Biden før tv-debat.
Den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, siger, at han venter "personlige angreb og løgne", når han tirsdag møder præsident Donald Trump i deres første tv-duel.
- Det bliver svært. Jeg gætter på, at det kun bliver direkte angreb. De vil overvejende være personlige. Det er det eneste, han kan finde ud af, siger Biden forud for den første tv-duel.
- Trump ved ikke, hvordan man diskuterer på grundlag af fakta. Han er ikke klog nok, siger Biden og tilføjer, at Trump "hverken ved meget om udenrigspolitik eller om indenrigspolitik".
- Han ved ikke meget om detaljerne, siger Biden i et interview på tv-stationen MSNBC.
- Derfor bliver det først og fremmest personangreb og løgne, men jeg tror på, at den amerikanske befolkning er ved at have gennemskuet ham.
Debatten på 90 minutter i Cleveland i Ohio bliver første gang den 77-årige veteranpolitiker kommer til at stå i en politisk duel med den præsident, som han har lovet at få afsat.
Biden og Trump skal efter Cleveland mødes til endnu to tv-dueller inden præsidentvalget den 3. november.
Nogle af Bidens tilhængere har givet udtryk for, at den tidligere vicepræsident, som er kendt for brølere og fortalelser i politiske taler og meningsudvekslinger, kan blive bragt ud af fatning af den republikanske milliardær.
Trump er også kendt for brølere og fortalelser, men han er langt mere aggressiv end Biden.
Trump undlader sjældent at forsøg at spotte og håne en politisk modstander, og han siger igen og igen, at Biden mangler dynamik og mental skarphed. Trump har givet sin modstander øgenavnet "Sleepy Joe".
Biden erklærer sig parat til opgøret.
- Folk ved, at præsidenten er en løgner, siger han.
- Det er jo ikke noget, der kommer som en overraskelse. Så jeg er parat til at gå ind i diskussionen og redegøre for, hvorfor jeg mener, at han har fejlet, og hvorfor jeg mener, at de svar, jeg har, vil hjælpe amerikanerne og den amerikanske økonomi - og hvorfor de vil skabe mere sikkerhed for os internationalt.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie