Biskop-bøn for Mandela: Må du få en fredelig afslutning
Nelson Mandelas nærmeste familie var tirsdag samlet på det hospital i Sydafrika, hvor landets 94-årige tidligere præsident er indlagt.
Her deltog Mandelas hustru, Graca Machel, og andre familiemedlemmer i en bøn for det nationale ikon sammen med ærkebiskoppen for Cape Town, Thabo Makgoba.
Biskoppen bad for, at Mandela får en fredelig og perfekt afslutning på sit lange liv.
Mandela blev indlagt 8. juni med en lungeinfektion, som før har plaget ham.
Siden har familien og resten af verden set Mandelas tilstand forvandle sig fra stabil til kritisk. Og ærkebiskoppens bøn havde en klang af det uundgåelige: At Mandela efter et sjældent begivenhedsrigt liv er døden nær.
- Må vi fyldes med taknemmelighed for alt det gode, han har gjort for os og for vores land, og må vi ære hans eftermæle gennem vores egne liv, sagde ærkebiskoppen.
- Skænk Madiba (Mandela, red.) evig helse og lindring af smerte og lidelse. Skænk ham en stille nat, beder vi, og en fredfyldt, perfekt afslutning.
Blomster og støttemeddelelser hober sig op foran sygehuset i Pretoria, og en voksende menneskeskare synger salmer for frihedshelten.
- Jeg er her på grund af Tata (far, red.) Mandela. Jeg er fri. Ingen kan beordre mig til at gå hjem, sagde den 38-årige Tolly Mogane, der er del af den generation, som voksede op, da Mandela forvandlede Sydafrika fra et racistisk samfund til et demokrati.
- Hr. Mandela viste vejen. Han ønskede, at vi skulle være en regnbuenation, og det skal vi videreføre, sagde en kvinde, der deler kager ud til de mange, der samler sig foran hospitalet for at ønske Mandela god bedring.
Men Mandela, som kan fejre sin 95 års fødselsdag 18. juli, har været indlagt fire gange siden december, og sydafrikanerne er nødt til at erkende, at Mandela ikke vil leve evigt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie