Briter sender flere soldater til Polen under Ukraine-krise

Britiske soldater har de seneste dage deltaget i øvelser som del af Nato's fremskudte styrke, EFP, i Polen og de baltiske lande. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix

350 soldater, som Storbritannien sender til Polens østgrænse, skal supplere de 100, som er der i forvejen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritannien sender yderligere 350 soldater til Polens grænse for at styrke Natos østlige flanke mod en eventuel russisk aggression.

Det oplyser den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, ifølge Reuters.

De 350 soldater kommer oven i de 100 britiske soldater, som er der i forvejen.

- Det vil vise, at vi kan arbejde sammen, og det sender et stærkt signal om, at Storbritannien og Polen står side om side, siger han efter et møde med den polske forsvarsminister, Mariusz Blaszczak.

Baggrunden er krisen om Ukraine. Ifølge vestlige efterretninger har Rusland opmarcheret langt over 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine. Der er bekymring i Vesten for, at præsident Vladimir Putin vil igangsætte en krig mod Ukraine.

Det ville kunne sætte gang i en flygtningestrøm til Polen.

Putin har krævet af USA og dets allierede, at Ukraine aldrig må blive medlem af Nato. Og han har stillet krav om, at Nato-lande i Østeuropa skal afmilitariseres. Det er blevet pure afvist af USA og dets europæiske allierede.

De 100 britiske soldater blev sendt til Polen sidste år for at hjælpe landet med at forstærke grænsen til Hviderusland. Det var på et tidspunkt, hvor migranter fra Mellemøsten med Hvideruslands billigelse forsøgte at trænge over grænsen til Polen og Litauen for at komme ind i EU.

Tyskland har mandag også valgt at forstærke sin udsendte styrke til Nato-landet Litauen.

Forsvarsminister Christine Lambrecht siger, at op mod 350 tyske soldater vil blive udstationeret i Litauen fra 14. februar. Det er samme dag, som forbundskansler Olaf Scholz lander i Moskva for at mødes med præsident Putin.

Det er i et forsøg på at finde en diplomatisk løsning på krisen om Ukraine.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er mandag i Moskva i samme ærinde.