Bulgariens højreorienterede regeringspartis præsidentkandidat, Rosen Plevneliev, står til at få flest stemmer efter søndagens præsidentvalg, viser en valgstedsmåling.
Målingen viser, at han har opbakning fra 40 procent af vælgerne, hvilket betyder, at han skal ud i en anden valgrunde mod Socialistpartiets Ivailo Kalfin, som står til at få mellem 27 og 30 procent af stemmerne.
Anden valgrunde skal holdes 30. oktober.
Omkring 6,9 millioner bulgarere havde mulighed for at stemme ved valget om, hvem der skal afløse den siddende socialistiske præsident, Georgij Parvanov, som træder tilbage efter to embedsperioder.
Bulgariens statsoverhoved er øverstbefalende for landets væbnede styrker, men ellers er embedet hovedsageligt ceremonielt i EU's fattigste medlemsland.
Valgkampen har været præget af demonstrationer og vold. I sidste måned rystede demonstrationer mod romaer og korruption flere bulgarske byer, og i sidste uge blev en populær journalists bil sprængt i luften.
Alle tre hovedkandidater til præsidentposten - regeringspartiet Gerbs populære tidligere regionalminister Plevneliev, socialisten Kalfin og tidligere EU-kommissær Meglena Kuneva - lover at arbejde for, at Bulgarien bliver bedre integreret i EU.
De seneste meningsmålinger inden valget viste, at Plevneliev stod til en opbakning på mellem 35 og 45 procent, mens Kalfin kom ind på en andenplads med støtte fra mellem 27 og 33 procent af vælgerne.
I meningsmålingerne fik Kuneva, der stiller op som uafhængig, mellem 11 og 17 procent af stemmerne.
Sideløbende med præsidentvalget stemte bulgarerne søndag også om, hvem der skal sidde i landets 264 kommunalråd samt om landets borgmesterposter.
Der ventes en stemmeprocent på omkring 60 ved valgene, spår meningsmålingsinstitutterne.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie