Californien vil genoverveje omstridte livstidsdomme
Californiens kriminalforsorg vurderer, at mellem 3000 og 4000 indsatte, der er idømt livstid efter deres tredje forbrydelse, vil få mulighed for at søge om prøveløsladelse. Foto: Robyn Beck/arkiv/Ritzau Scanpix
Robyn Beck/arkiv/Ritzau Scanpix
Nyt håb for tusinder, der er dømt for ikkevoldelige forbrydelser efter Californiens "three strikes"-lov.
Myndighederne i den amerikanske delstat Californien vil på ny se på de livstidsdomme, som op mod 4000 indsatte har fået.
Det viser retsdokumenter, som nyhedsbureauet AP har fået adgang til.
Det betyder, at et større antal livstidsdømte indsatte i Californiens fængsler kan have udsigt til prøveløsladelse.
Fælles for dem er, at de er fundet skyldige i tre lovovertrædelser og har fået livstid efter Californiens såkaldte "three strikes"-lov.
En mulig prøveløsladelse kan kun komme på tale for personer, der er dømt for ikkevoldelige forbrydelser.
Vælgerne i Californien stemte for to år siden ja til forslaget om at genoverveje de hårde livstidsstraffe. Men det er endnu ikke blevet til lov, fordi en domstol også skulle tage stilling i spørgsmålet.
Michael Romano, der er direktør for organisationen Stanford Three Strikes Project, betegner delstatsregeringens beslutning om nu at udarbejde et lovforslag som "en kæmpe ting".
- Det er en monumental beslutning. Det er en af de største beslutninger om straffe, der er truffet under Brown-styret, siger han med henvisning til Californiens guvernør, Jerry Brown.
Romano har været forsvarer for flere indsatte, der er blevet idømt livstid for tre ikkevoldelige forseelser.
Han fortæller, at det blandt andet er folk, der har stjålet en flaske shampoo i en butik, været i besiddelse af knap et halvt gram metaamfetamin eller har stjålet en cykel på gaden.
En meget stor del af de dømte er sorte, og mange er sindslidende.
Statistisk set er "three strikes"-dømte blandt den gruppe indsatte, der sandsynligvis ikke vil begå ny kriminalitet, siger Romano.
Han henviser til fængselsvæsnets tal fra 2012, hvor 2200 mennesker, der var dømt efter "three strikes"-loven, blev prøveløsladt. Mindre end 11 procent af dem var tilbage i fængslet fire år senere.
For andre indsatte gælder det, at 45 procent af de prøveløsladte er tilbage i fængsel efter fire år.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie