De Gule Veste fortsætter protester på første lørdag i 2019
En bil i brand i forbindelse med lørdagens demonstrationer i den franske hovedstad. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Selv om antallet af demonstranter er faldet betragteligt, var der igen voldsomme sammenstød lørdag i Paris.
Protestbevægelsen med tilnavnet "De Gule Veste" fortsatte lørdag sine store demonstrationer i Frankrig mod høje leveomkostninger og landets præsident, Emmanuel Macron.
Det var ottende lørdag i træk, at demonstranterne var på gaden. Ifølge nyhedsbureauet AFP var nogle hundrede mødt op i Paris.
Også i andre franske byer var folk på gaden for at ytre deres utilfredshed.
Selv om demonstrationerne fortsætter, så er antallet af deltagende faldet en del, siden tusindvis af personer deltog i usædvanligt voldsomme demonstrationer tilbage i november og december.
Lørdagens protester begyndte roligt i den franske hovedstad.
Ud på eftermiddagen opstod der dog sammenstød mellem demonstranterne og det franske politi. Der blev blandt andet kastet genstande efter politiet og sat ild til skraldespande på den kendte gade Boulevard Saint-Germain.
Politiet affyrede også tåregås mod de hundredvis af demonstranter, der forsøgte at nå frem til den franske Nationalforsamling.
Stadig var urolighederne dog ikke på niveau med de voldelige demonstrationer, der fandt sted i slutningen af 2018.
"De Gule Veste" har fået sit tilnavn på grund af de neongule sikkerhedsveste, som mange af demonstranterne bærer.
Indledningsvist demonstrerede de mod præsident Macrons plan om at indføre højere afgifter på benzin og diesel.
Siden da har det dog spredt sig til at være en mere generel kritik af Macron. Franskmændene beskylder ham for at være ligeglad med problemer, som almindelige mennesker slås med.
Macron har forsøgt at imødekomme demonstranterne. Blandt andet ved at hæve mindstelønnen i landet med 100 euro - 750 kroner - om måneden.
Præsidenten indledte dog også 2019 med i sin nytårstale at sige, at franskmændene må "acceptere virkeligheden".
41-årige Macron har været præsident i Frankrig siden maj 2017.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie