Dommer giver indisk par adgang til deres afdøde søns sæd
Mænd kan nedfryse deres sæd, så de kan få børn ved hjælp af fertilitetsbehandling senere i livet. Det kan for eksempel være, hvis de har mistet evnen til at få børn på grund af kemoterapi. (Arkivfoto). Foto: Lynne Sladky/Ritzau Scanpix
En dommer har givet et indisk par medhold i, at de skal have adgang til deres afdøde søns sæd.
Et par i 60'erne i Indien har fået medhold i, at de skal have adgang til deres søns sæddonationer, efter at sønnen døde i 2020, så de kan føre familiens navn og arv videre.
Det skriver det britiske medie BBC.
Parret siger til BBC, at de er "henrykte" over dommerens afgørelse.
- Vi var meget uheldige. Vi mistede vores søn. Men retten har givet os en meget dyrebar gave. Nu kan vi få vores søn tilbage, siger moren, Harbir Kaur.
Sønnen, Preet Inder Singh, fik i sommeren 2020 stillet diagnosen non-Hodgkin lymfom, som er en kræftsygdom.
Hans læger anbefalede ham at få frosset sin sæd ned, da kemoterapi af og til kan påvirke ens sædkvalitet og evne til at få børn negativt. Han døde i efteråret 2020.
Da forældrene et par måneder efter sønnens død bad om adgang til hans sæd, fik de afslag fra hospitalet. Det fik dem til at gå rettens vej.
Dommeren noterede sig, at der ikke er noget i indisk lov, der forhindrer forældrene i at lade sønnen forplante sig efter hans død, hvis han havde givet tilsagn til det.
De er desuden sønnens arvinger, fordi han ikke blev gift eller fik børn.
Moren siger, at de nu overvejer at bruge sæden og en ægdonor til at få et barnebarn via en rugemor. En af parrets døtre har allerede sagt, at hun gerne vil være rugemor.
- Vi holder det i familien, siger moren.
Sagen er usædvanlig, siger familiens advokat ifølge BBC, men alligevel ikke helt uden fortilfælde.
I 2018 blev en afdød indisk mands nedfrosne sæd brugt i en fertilitetsbehandling, hvor en rugemor endte med at føde tvillinger, en dreng og en pige.
Historien blev bragt af det indiske medie India Today. Mediet havde interviewet den afdøde mands mor, tvillingeparrets farmor, som sagde, at hun fortæller folk, at tvillingerne er hendes egne børn.
Også i USA gav den delstatslige højesteret i New York et forældrepar lov til at bruge deres afdøde søns sæd til at få et barnebarn.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie