Egyptens Mursi annullerer omstridt magt-dekret

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har lørdag aften annulleret et omdiskuteret dekret, der sikrede ham stærkt udvidede magtbeføjelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dekretet er af oppositionen blevet betegnet som et diktatorisk forsøg på at tilrane sig så meget magt som muligt. Mursis indrømmelser kommer efter uger med gadeprotester og efter pres fra militæret lørdag.

- Det konstitutionelle dekret er annulleret fra dette øjeblik, siger Selim al-Awa, en islamistisk politiker og rådgiver for Mohamed Mursi, efter et møde mellem præsidenten og andre politiske ledere tidligere lørdag.

Han slår samtidig fast, at afstemningen om en omstridt forfatning vil blive afviklet som planlagt 15. december.

Fredag aften åbnede præsident Mohamed Mursi ellers selv op for en udsættelse, som oppositionen har krævet de seneste dage. Men den bliver ikke til noget, lyder det nu.

Beslutningen kommer efter, at landets magtfulde militær lørdag kom med en advarsel til både præsidenten, hans allierede og oppositionen.

I en meddelelse lyder det, at begge sider må tale sammen, ellers vil Egypten ende i en "mørk tunnel med katastrofale følger - og det vil vi ikke tillade".

Militærets ledelse skriver samtidig, at det står sammen med det egyptiske folk, men at dets opgave er at beskytte de statslige institutioner. Det opfordrer til en løsning baseret på "demokratiske regler"

Dekretet og forfatningen er stridens kerne i Egypten, hvor der den seneste tid været voldsomme uroligheder ved præsidentpaladset i hovedstaden Kairo.

Modstandere og tilhængere af den islamiske præsident Mursi har været i blodige gadekampe ved pladsen, hvor militæret tidligere har kørt mindst 10 kampvogne i stilling.

Krisen begyndte, da Mursi 22. november udstedte dekretet, der gav ham de vidtrækkende beføjelser samtidig med, at det svækkede domstolenes magt markant.

Oppositionens vrede over Mursi blev endnu større, da præsidenten få dage senere slog fast, at et omstridt udkast til en forfatning skulle godkendes ved en folkeafstemning allerede den 15. december.

I Kairos centrale Tahrir-plads, hvor anti-Mursi-demonstranter er samlet, var der ikke nogen umiddelbar glæde over, at dekretet nu i det mindste er annulleret:

- Det vil ikke ændre noget, mener den 50-årige demonstrant Mohamed Shakir.

Præsidentens rådgiver siger lørdag aften, at hvis forfatningsudkastet bliver afvist ved afstemningen, kan et nyt folkevalgt forfatningsudvalg lave en ny forfatning.

Forfatningsudkastet, der skal til afstemning, er lavet af et islamisk domineret forfatningsudvalg udpeget af parlamentet og baserer sig på islamisk lov.

/ritzau/AFP