Eksplosion sårer to ved israelsk ambassade

Den ene af de sårede, en kvinde, er kommet hårdt til skade, meddeler den britiske tv-station BBC.

Samtidig meddeler Israels udenrigsministerium, at der har været et bombeangreb mod det israelske ambassadepersonale i Georgiens hovedstad, Tbilisi. Denne bombe blev dog uskadeliggjort.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, beskylder Iran for at stå bag angrebene.

- Landet er verdens største eksportør af terror, siger Netanyahu til medlemmer af sit regeringsparti, det højreorienterede Likud.

Han minder om, at der gennem de seneste måneder har været en række forsøg på at skade israelere og jøder i flere egne af verden, blandt andet Thailand og Aserbajdsjan.

Netanyahu mener, at den libanesiske Hizbollah-bevægelse, som har tætte bånd til Iran, står bag.

- Ved alle disse hændelser var de ansvarlige Iran og deres protegé Hizbollah, siger han og advarer om, at Israel fortsat "med hård hånd" vil gøre sit for at udrydde "international terror fra Iran".

Den israelske avis Haaretz skriver, at angrebene måske har sammenhæng med, at det søndag var fire år siden, at Hizbollah-bevægelsens fungerende leder Immad Meghalaya blev sprængt ihjel af en bilbombe i Damaskus.

I New Delhi blev bilen, der var parkeret i et område med mange sikkerhedsforanstaltninger, totalt udbrændt.

Den ene af de sårede er en israelsk diplomat, siger en talsmand for den israelske ambassade.

Det seneste militante angreb i New Delhi skete i september sidste år, da en bombe eksploderede uden for en retsbygning og dræbte 14 mennesker.

/ritzau/AFP

To personer blev såret ved en eksplosion mandag ved en israelsk ambassadebil i New Delhi, oplyser det indiske politi. Det er ikke klart, hvorvidt det var en bombe.

Offentliggjort Sidst opdateret