Et års nedbør er faldet på kun tre døgn i kinesisk storby
Dele af storbyen Zhengzhou har været lammet under nedbørsmængder, som ikke er blevet set i årtier i det centrale Kina. Foto: China Daily Cdic/Reuters
China Daily Cdic/Reuters
Dødstallet stiger i kinesisk storby, hvor metrolinje blev oversvømmet. Tusinder er sendt på flugt.
Mindst 25 mennesker har frem til sent onsdag lokal tid mistet livet, efter at den mest voldsomme regn i årtier har ramt det centrale Kina.
Blandt de dræbte er 12 personer, som blev fanget, da en metrostation blev oversvømmet.
Flere byer er blevet lammet, og der er sket enorme skader.
På tværs af Henan-provinsen er vandet brudt igennem dæmninger, og Kinas præsident, Xi Jinping, beskriver situationen som "meget alvorlig".
Omkring 200.000 indbyggere er blevet evakueret i storbyen Zhengzhou, oplyser lokalregeringen.
Imens står soldater i spidsen for redningsindsatsen i byen, hvor der bor over ti millioner mennesker, og hvor der er faldet gennemsnitligt et års mængde regn på blot tre dage.
Det er de største nedbørsmængder, regionen har oplevet i de 60 år, der er blevet lavet opgørelser.
- I nogle vandreservoirer er dæmningerne brudt, hvilket har ført til ødelæggelser, døde og skader på ejendomme, siger Xi Jinping ifølge CCTV.
- Vi er allerede nået til en kritisk fase i forsøget på at få oversvømmelserne under kontrol.
- Ledere i alle forskellige slags job må træde frem og føre an i forhold til hurtigt at få organiseret styrker til at udføre redningsaktioner.
Fra Zhengzhous metro blev der sent tirsdag delt voldsomme billeder på sociale medier.
Her kunne man se, hvordan chokerede mennesker stod i vand til brystet, mens redningsfolk skar taget på en kupé op for at få dem ud.
12 mennesker mistede livet, og fem blev kvæstet, men ifølge myndighederne blev flere hundrede reddet ud.
Andre billeder viser, hvordan der måtte dramatiske redningsaktioner til for at hjælpe folk væk fra de rivende strømme i Zhengzhous oversvømmede gader.
De årlige oversvømmelser under den kinesiske regntid skaber ofte kaos og ødelægger veje, afgrøder og huse.
Men truslen er blevet værre over de senere år. Det skyldes blandt andet dæmninger og floddiger, som har afskåret floder fra nærliggende søer.
Samtidig har de forstyrret systemerne omkring de såkaldte flodsletter, som var med til at absorbere sommerregnen.
Forskere siger derudover, at klimaforandringer er med til at gøre ekstremt vejr mere hyppigt verden over. Det er dog vanskeligt at knytte enkeltbegivenheder til klimaforandringer.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie