EU-Kommission skriver under på fem støtteaftaler med Ukraine
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kalder investeringer i Ukraine for investeringer i en fælles fremtid. Hun roser derudover Ukraines reformbestræbelser. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Kommissionen bekræfter opbakning til Ukraine og underskriver aftale, der sikrer 300 millioner euro i støtte.
EU og Ukraine skriver forud for EU-Ukraine-Associeringsrådet torsdag og fredag under på fem støtteaftaler.
Deriblandt økonomiske aftaler med en værdi på 300 millioner euro til at genopbygge Ukraine.
Det oplyser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en pressemeddelelse.
- Vi står fast på vores engagement i Ukraine som altid. Vi arbejder over hele linjen for at styrke landet og støtte en retfærdig og varig fred på Ukraines betingelse, siger Ursula von der Leyen.
- Dagens udbetalinger og aftaler er også en investering i en fælles fremtid. Vi støtter Ukraines imponerende reformbestræbelser og uddyber vores bånd - fra rumfart, sikkerhed og forsvar til opbygning af et blomstrende forretningsmiljø. Vi er med jer, tilføjer hun.
Denne uge har EU desuden anmodet om 2,1 milliard euro i ekstraordinære indtægter fra aktiver fra den russiske centralbank. Pengene forventes at blive brugt til at styrke Ukraines forsvar og landets genopbygning.
Ifølge EU's udenrigschef Kaja Kallas forventes første del af pengene at blive udleveret snarest muligt, og anden del forventes at blive udleveret gradvist fra slutningen af april. Det siger hun på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Hun påpeger desuden, at der ikke er nogen genvej til europæisk medlemskab for Ukraine.
- Men selv i krigstider har Ukraine vist dedikation til at komme på rette vej mod europæisk medlemskab, siger Kallas.
På EU-Ukraine-Associeringsrådet i slutningen af ugen forventes parterne at diskutere samarbejdsmuligheder for at støtte ukrainske virksomheder.
Derudover skal parterne diskutere muligheder for europæiske virksomheder for at investere i genopbygningen af Ukraine.
Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal, siger på pressemødet onsdag, at Ukraine går efter at blive et europæisk medlemsland med det samme, når krigen er slut.
Derudover siger han, at Ukraine har brug for mere end fem milliarder euro i støtte til genopbygning af landet.
Sjmyhal er taknemmelig for investeringerne i det, han kalder "Ukraines europæiske fremtid".
Det skriver han på det sociale medie X.
- Vi er taknemmelige over, at vores partnere støtter økonomien og den hurtige genopbygning af vores land.
- Ukraine regner med EU's lederskab, når det gælder om at kanalisere disse midler til vores genopbygning, skriver Sjmyhal.
De 300 millioner euro skal blandt andet gå til vandforsyninger og spildevandssystemer. Derudover skal pengene gå til genopbygning af landet og centralvarmesystemer.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie