Fidel i fin form fører sig frem i fjernsyn

Den cubanske revolutions fader og landets forhenværende præsident, Fidel Castro, optrådte søndag på tv for første gang i 14 måneder. Og Fidel Castro ser ud til nu at have det en del bedre, end billeder og videooptagelser har vidnet om de seneste år.

Den 83-årige ekspræsident optrådte i tv-optagelsen sammen med en gruppe studerende fra Venezuela, som han diskuterede internationale forhold med på et møde i Cubas hovedstad, Havana. Og Castro så ud til at være ved godt helbred.

Tv-optagelserne kom samme dag, som avisen Juventud Rebelde bragte et fotografi af Castro uden den træningsdragt, som har været hans foretrukne påklædning, siden han blev opereret for en tarmlidelse i 2006 og overlod magten til sin bror Raúl. På Juventud Rebeldes billede er Fidel Castro iført hvid skjorte og taler med den ecuadorianske præsident, Rafael Correa.

Fidel har trods sin sygdom bevaret en magtfuld position i det cubanske statsapparat, og han skriver jævnligt indlæg i statsstyrede medier. Ofte med et stærkt USA-kritisk indhold.

De seneste år har Raúl Castro forsøgt sig med forsigtige reformer i den kommunistiske østat, mens rygterne om Fidels helbred har floreret flittigt og ofte sendt ham helt hen på gravens rand eller længere.

På billedet i Juventud Rebelde, den kommunistiske ungdomsavis, ser Castro lige som på tv-billederne mere robust ud end tidligere, og hans hår er velfriseret, mens det legendariske skæg tilsyneladende er vokset en smule, skriver tv-stationen BBC.

/ritzau/Reuters

For første gang i mere end et år optrådte Fidel Castro søndag på tv. Den tidligere cubanske præsident ser sundere og friskere ud, end han har gjort længe.

Offentliggjort Sidst opdateret