Flere EU-ledere forlader krisemøde om asyl med fornyet håb
Italiens premierminister, Giuseppe Conte (til højre), erklærer sig tilfreds med minitopmøde i Bruxelles søndag, da lederne fik "styret debatten i den rigtige retning". Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Yves Herman/Ritzau Scanpix
Der er optimisme at spore hos en række premierministre efter ekstraordinært møde om EU's asylpolitik.
Flere stats- og regeringschefer udtrykker håb og optimisme efter et minitopmøde om migration og asylpolitik i Bruxelles søndag.
- Jeg synes, at dette møde gav håb. Jeg mener, at vi var mere enige end uenige. Der er dog fortsat meget arbejde, der skal gøres, siger Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, efter mødet.
Sanchez lægger vægt på, at søndagens krisedrøftelser netop var et arbejdsmøde, hvor der var mulighed for at dele oplevelser og holdninger.
Der kommer ingen sluterklæring, og det var ikke alle EU's 28 stats- og regeringschefer, som var til stede.
- Det var et godt skridt frem, siger Sanchez om minitopmødet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En lignende dom lyder fra Belgiens regeringschef, som konkluderer, at søndagens samtaler i Bruxelles gør det muligt at komme videre, når der er topmøde på torsdag.
EU-landene har længe haft som mål, at man på topmødet i juni skal finde en løsning på EU's asylpolitik.
- Det er muligt med fremskridt på torsdag, siger Belgiens premierminister, Charles Michel, med henvisning til EU-topmødet.
En af de andre forhåbningsfulde var Italiens premierminister, Giuseppe Conte, som erklærer sig "afgjort tilfreds".
- Vi har styret den igangværende debat i den rigtige retning, skriver Conte på Twitter.
Italien havde præsenteret de øvrige deltagere for et skriftligt forslag, der lægger op til, at alle EU-lande skal acceptere at modtage deres andel af asylansøgere, ellers skal støtten til landet reduceres.
Mødet i Bruxelles var arrangeret i forlængelse af en regeringskrise i Tyskland, hvor forbundskansler Angela Merkels CDU af sin ene koalitionspartner er blevet præsenteret for et ultimatum.
Enten finder hun snarest en EU-løsning, ellers vil CSU handle imod kanslerens politik.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie