FN advarer mod decideret krig mellem Israel og Hamas
På billedet ses røgsøjler fra israelske luftangreb på Hamas i Gazastriben. Siden mandag har hæren gennemført hundredvis af angreb mod Hamas og Islamisk Jihad i Gaza. Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix
Mahmud Hams/Ritzau Scanpix
FN's udsendte i Mellemøsten opfordrer israelere og palæstinensere til at stoppe dødelige angreb mod hinanden.
De optrappede angreb mellem Israel og Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gaza, risikerer at ende i en decideret krig.
Sådan lyder advarslen fra FN's udsending i Mellemøsten.
Meldingen kommer efter to dage, hvor palæstinensiske militante grupper har skudt flere end 600 raketter mod Israel, der har reageret med hundredvis af luftangreb. Senest er der natten til onsdag blevet affyret over 200 raketter mod Israel.
Mindst 33 mennesker er døde i angrebene i Gaza, mens tre mennesker er døde i Israel.
FN-udsendingen, norske Tor Wennesland, opfordrer parterne til at stoppe raketangrebene "omgående".
- Situationen udvikler sig til krig for fuld udblæsning. Ledere på alle sider er nødt til at tage ansvar for at nedtrappe konflikten, siger Wennesland og tilføjer:
- Prisen for krig i Gaza er ødelæggende og betales af almindelige mennesker. FN arbejder med alle parter om at genoprette freden. Stop volden nu.
Wennesland blev udnævnt som specialkoordinator i december og fungerer som generalsekretær António Guterres' øverste repræsentant i alle politiske og diplomatiske bestræbelser i forbindelse med dødvandet mellem palæstinenserne og israelerne.
FN's Sikkerhedsråd skal mødes onsdag for at drøfte den dødbringende uro mellem parterne. Det lukkede møde er kommet i stand efter opfodringer fra flere lande.
Første møde i Sikkerhedsrådet blev afholdt mandag, uden at der efterfølgende kom en fælles erklæring fra medlemslandene.
Der synes ikke at være en forestående afslutning på volden, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har advaret om, at militante palæstinensere kommer til at betale "en meget høj pris" for raketangrebene.
Netanyahu har natten til onsdag erklæret undtagelsestilstand i den centrale by Lod og sendt forstærkninger til byen. Det er umiddelbart ikke klart, hvad undtagelsestilstanden dækker over.
De seneste dages uroligheder er de værste mellem Israel og Hamas siden en krig i Gaza i 2014.
Volden kommer efter flere dages spændinger i Jerusalem, hvor israelsk politi og palæstinensiske demonstranter er stødt sammen, og hundredvis er såret.
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro