FN-chef kræver at Nordkorea stopper missilaffyringer
FN's Ban Ki-moon er dybt bekymret over Nordkoreas påståede missilaffyringer. Også USA følger situationen nøje.
Det nordkoreanske styre skal øjeblikkeligt stoppe sine "destabiliserende handlinger" som dagens affyring af to missiler.
Det siger en talsmand for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, efter at Nordkorea hævder at have affyret to kortrækkende ballistiske missiler ud over havet torsdag.
- Situationen på Den Koreanske Halvø er dybt bekymrende, siger talsmanden.
Ifølge det sydkoreanske forsvarsministerium fløj de to missiler 500 kilometer ud over Det Japanske Hav. De blev tilsyneladende affyret fra kystbyen Wonsan, der huser hovedkvarteret for den nordkoreanske flåde.
Det sydkoreanske forsvarsministerium mener samtidig at vide, at missilerne stammer fra den sovjet-udviklede Scud-serie.
En talsmand for Pentagon siger, at det amerikanske forsvarsministerium er klar over rapporterne om torsdagens affyring af de to missiler.
- Vi følger situationen nøje, siger talsmand Bill Urban.
Nordkorea affyrer jævnligt kortrækkende missiler, når spændingerne på Den Koreanske Halvø stiger. Noget, som især kan hidse nordkoreanerne op, er de årlige militærøvelser, som USA og Sydkorea udfører sammen.
Teknisk set er de to lande stadig i krig med Nordkorea, eftersom Koreakrigen, der varede fra 1950 til 1953, blev afsluttet med en våbenhvile i stedet for en fredsaftale.
FN udvidede for godt en uge siden sine sanktioner mod styret i Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning. Den fjerde siden 2006.
Nordkorea har efterfølgende kaldt sanktionerne for "uretfærdige, ulovlige og umoralske".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned